Levellers leverer fortsat på højeste niveau
Det engelske band The Levellers er efterhånden ved at have status af veteraner, og albummet Static On The Airwaves udkommer da også godt og vel 25 år siden briterne fra Brighton debuterede. Dengang i slut-80’erne blev de skudt i skoene, at deres kombination af traditionel britisk folk og punk var lagt i graven sammen med The Pogues, og trods det klare britiske genremæssige ståsted, måtte bandet søge til Frankrig for at få en pladekontrakt.
Det afholdt ikke Levellers fra massiv succes i hjemlandet i 90’erne, hvor særligt albums som Levelling The Land, Zeitgeist og til dels Mouth to Mouth blev store succeser. I 00’erne har Levellers nydt godt af en solid fanskare i England, Centraleuropa og Østeuropa, og bandets besøg i Danmark er da også blevet mere hyppige på det seneste.
Fanskaren har holdt ved, selvom den har været sat på flere tålmodighedsprøver i 00’erne, og først med seneste album Letters From The Underground og den netop udsendte Static On The Airwaves fremstår Levellers for alvor som et band, der stadig har usædvanligt mange meninger, mod og holdninger på hjerte. Om det er fordi, forsanger Mark Chadwicks i sit sideløbende soloprojekt har fået afløb for nogle af de blødere og pænere sider af sin sangskrivning, at Levellers nu igen står med et stærkt og fasttømret udtryk, er op til den enkelte at vurdere, men det er alt andet lige en nærliggende tanke.
Det er fortsat det moderne kontrolsamfund, antikrigs-sange og et kritisk syn på kapitalismen og det moderne samfund, som præger bandets tekster, og mens der har været en tendens til, at Levellers søgte en mere blød og moden lyd i de seneste ti år, så er det musikalske udtryk også tilbage i fornyet skarphed, hvor der både er plads til den energiske folk-rock, som oftest har Mark Chadwicks vokal i forgrunden og den punkede og markant kantede attitude, der leveres med imponerende effekt af Simon Friend.
Førstesinglen ”Truth Is” markerer den folkprægede tilgang, mens ”We Are All Gunmen” har den klassiske Levellers-kobling mellem klar politisk tale, tydelig folk-inspiration og den rebelske punk-prægede attitude. ”No Barriers” er ligeså klassisk Levellers, og det samme er ”Raft of the Medusa”, der er gennemsyret af mixet mellem Sex Pistols og den glade spillemand med halm i træskoene, og så evner Levellers fortsat at gøre traditionelle folksange til moderne meningsfulde protestsange, som f.eks. afrunderen ”The Recruiting Sergeant” med linjerne ”Over the mountains and over the sea/ a Hercules-transporter to fight the Afghani/a rifle in my hand to set the country free/but it’s your picture in my pocket/that means everything to me”.
De blødere ballader er ikke helt gemt væk, men ”After the Hurricane” er trods alt på et højere niveau, end der ellers har kendetegnet denne side af Levellers længe. Men balladerne fungerer klart bedst, når de er skåret så tæt til benet som muligt, som for eksempel på ”Alone In This Darkness” og for den sags skyld også ”Traveller”.
Levellers har begået et stærkt album med fremragende musikalske præstationer over hele linjen. Bandet holder det høje niveau fra ”Letters From The Underground” og viser, at 25 år på bagen i deres tilfælde kun er en fordel. Det skarpe udtryk fra de unge dage er tilsat en tilpas mængde modenhed, og kombinationen af folkrock og punk-attitude er fortsat på et højt niveau.