To’er holder ikke helt niveauet
Amerikanske Julie Ann Baenziger er allerede klar med sit andet album blot et lille år efter debuten Songs for the Ravens. Genremæssigt er vi stadig i de fine folkpop-sange, og de er tilsat en vis portion drama og temperament, som i høj grad udspringer af, at frøkenen har været igennem en skilsmisse siden seneste bekendtskab. Det betyder nu ikke, at der er tale om triste tuderier en masse. Der er stadig en vis luftighed og lys at finde hos Baenziger, som for eksempel på den fine “Gone” og den nydelige “Smile”.
Men stærkest står Sea of Bees når temperamentet gnistrer som på den vidunderlige “Take”, den forbistrede “Alien” og den meget udadvendte “Girl”. På disse numre går Sea of Bees reelt direkte imod de grundlæggende styrker i intimitet og skrøbelighed, men Baenziger synes at befinde sig umanerligt godt med en større orkestrering og et større arrangement i ryggen.
Til tider antager albummet en lidt for drømmende karakter til min smag, og det gælder blandt andet på “Teeth”, hvor vokalen i øvrigt bliver en tand for spinkel og giver minder om Leigh Nash fra Sixpence None The Richer. Andre gange bliver sangene en smule for stillestående, som eksempelvis “More” og John Denver-traveren “Leaving”, der almindeligvis er tilsat ‘on a jetplane’.
Orangefarben er for så vidt et udmærket album, men det kredser i perioder lidt for meget i de samme cirkler, og derfor er det svært at fastholde begejstringen over det fine udtryk, der kendetegner Julie Ann Baenziger. På sine bedste steder lever Sea of Bees til fulde op til debuten, men der er ikke helt nok af disse momenter.