En lidt for pæn og fin Källing
Den danske duo Källing har været fem år undervejs med opfølgeren til debutalbummet, og de fem år er blevet brugt til at skabe et modent, men også lidt stillestående og til tider kedsommeligt udspil. Det dårlige i TV er en popudgivelse med skiftevis lette og skæve sange – med skiftevis kringlede, kløgtige tekster og mere ordinære tilgange til livet og dets små besværligheder.
Efter rigtig mange gennemlytninger, hvor jeg ærligt talt ikke helt har kunnet finde ud af, om jeg kunne lide dette album eller ej, er den betegnelse, der står skarpest tilbage, at der er tale om et ualmindeligt ’pænt’ album. Lyden er pæn. Vokalen er pæn. Teksterne er pæne. Hele grundtanken om at lade sig inspirere af den danske beatmusiks æstetik er pæn. Coveret er pænt, guitarlyden er pæn og rækkefølgen på numrene er pæn. Og det er i sig selv umanerligt pænt, at alting er så pænt.
Jeg savner noget, der stikker ud i ny og næ, og som giver et modspil til al denne pænhed, for det ville både gøre modspillene bemærkelsesværdige og pænheden endnu pænere. Der er lidt optræk til det på min favorit ”Rendestenens lilje”, ligesom der er en skæv og tiltalende lyd på coveret af TV2’s ”Natradio”. Men ellers bliver det en lang vandren ad pæne og nydelige stier, hvor Tine Kjer Jørgensen fører lytteren igennem et spraglet og fint sprogligt univers med små beretninger af generelt interessant karakter, mens Thomas Raae i vanligt sikker stil skaber en nydelig og organisk poplyd.
Jeg nyder absolut et enkelt stykke Källing i ny og næ, og alle numre på dette album har hver deres berettigelse. Som helhed bliver albummet bare for pænt og ensartet, og derfor har jeg svært ved at fastholde opmærksomheden om albummet fra start til slut. Lidt større armbevægelser og krumspring på det arrangements- og sangskrivningsmæssige ville være en fordel.
