Ultrasejr!!
De gamle synthrock-helte i Ultravox leverede en fornem koncert i Amager Bio. Intet mindre end 26 numre præsenterede de det aldrende publikum for og sikke en sætliste. Hvis man frygtede at blive spist af med udelukkende nye numre, bl.a. fra den nye skive Brilliant, blev man glædeligt overrasket, for vi fik masser af materiale fra deres helt store startfirser milepæle Vienna og Rage In Eden, mens også Lament og Quartet var rigt repræsenteret. Heldigvis gik bandet helt uden om U-Xox, Revelation og Ingenuity.
20.15 gik kvartetten på scenen uden svinkeærinder eller stjernenykker og lagde ud med titelnummeret fra Brilliant. Det er ikke et ringe album, men sandelig heller ikke på højde med det gamle guld. Hvis Ultravox kun havde materiale af den slags havde jeg med garanti ikke indfundet mig i Amager Bio, men den tanke nåede man næsten ikke at tænke til ende, før guderiffet fra ”New Europeans” satte ind. Pludselig var alle forbehold forsvundet, for det nummer med sit tørre og tighte riff er simpelthen uovertruffent. ”New Europeans” viser også den store forskel på Ultravox og de bands der dengang florerede omkring samme scene. Depeche Mode, Visage, Human League og andre var væsentlig mere synthpoppede i deres udtryk, mens Ultravox havde sit afsæt i rocken, først med John Foxx, men allerbedst da Midge Ure kom til som vokalist og guitarist.
Så fulgte den iskolde ”Mr. X”, som vanligt med Warren Cann på vokal, reciterende med dyb gravrøst over det tunge synthbeat og melankolske atmosfæremættede keyboardflader. Eminent og på ingen måde passé. Lyden var god og nuanceret, om end det var lidt lavt i perioder. Lidt senere under ”Visions In Blue”, var første og eneste gang hvor Ultravox skuffede. Det dybe keyboardanslag mod slutningen udeblev fuldstændigt og det må ikke ske, for det er gåsehudsfremkaldende godt, når det fungerer, i går var det bare ufarligt og ligegyldigt. Ydermere kunne Ure ikke komme op og pitche højt nok og det efterlod et ellers fremragende nummer, som en ærgerlig og flad oplevelse. Et par numre mere fra Brilliant blev spredt ud over sætlisten og hver gang gik koncerten i lummer-mode, og der var ikke et sekunds tvivl om, hvad folk var kommet for at høre.
En tyve minutters pause var indlagt midt i sættet og det var fornuftigt, så ikke aftenen ville føles for lang. Selvom bandet havde gjort det strålende i første sæt, var det som om pausen havde gjort dem endnu bedre. Endnu et nyt nummer listede sig af sted, inden en syndflod af klassikere fik Amager Bio på den anden ende. Folk skrålede med på fantastiske og stilsikre numre som ”The Thin Wall”, ”I Remember (Death In The Afternoon)”, ”We Stand Alone”, ”Passing Strangers”, ”All Stood Still” og selvfølgelig deres signaturnummer ”Vienna”. Tænk at kunne levere så mange fede numre og så stadig kunne fyre en afslutningssalut af bestående af ”Hymn”, ”Dancing With Tears In My Eyes” og ”The Voice”. Det eneste gamle nummer ud over ”Visions In Blue”, der ikke rigtigt fungerede, var den instrumentale genistreg fra Vienna ”Astradyne”. Den mister desværre sin unikke lyd live og ender som en lidt kedelig anonymitet. Måske gruppen skulle pille det af sætlisten, for det samme gjorde sig desværre gældende ved sidste besøg i Pumpehuset. Det er dog eneste to små skønhedspletter på denne flotte aften i retroens tegn.
Midge Ure sang til gengæld væsentlig bedre end sidst englænderne besøgte Pumpehuset og de fire aldrende herrer var alle tændte, veloplagte, spillelystne og overordentlig velspillende. En anden særlig lyd ved Ultravox er Billy Curries brug af violin, der både bruges som underliggende instrument og i soloer, der derved løfter sig fra eminente til guddommelige. Godt nok er manden blevet svær og han har ikke den samme energi, som dengang for mere end tredive år siden, men for satan hvor kan han fortsat spille.
En udpræget fornøjelse blev denne mandag aften i selskab med et af de bedste bands fra firserscenen og der var da også lutter salige smil, da folk forlod Amager Bio.
