Interessant men ujævnt belgisk indie-bekendtskab
Den belgiske kvintet Balthazar laver en genremæssig u-vending på bandets nye album, der er væsentligt mørkere og intens end debuten, der i 2010 skabte pæn opmærksomhed i store dele af Europa. Det nye album er dog lidt for ujævnt til at være en decideret succes, og bandets særpræg i form af sanger Maarten Devolderes vrængende vokal bliver for meget af det gode, inden albummet er hørt til ende.
Blandingen af skæve indie-indfald, små blæserindsatser, enkelte fjerlette eksotiske guitaranslag og mere storladne, melankolske og teatralske arrangementer med dyster stemning giver en ganske speciel stemning hos Balthazar, der skaber et udmærket flow i variationen fra nummer til nummer. Fra den fine åbner ”The Oldest Of Sisters” over den teatralsk croonende ”Sinking Ship”, hvor Devoldere for første gang sætter sig selv i samme vokalistkategori som vores egen Claus Hempler. Det fortsætter han med – i aldeles vellykket udgave på den Other Lives-lydende ”The Man Who Owns The Place”, og han lykkes til fulde som vokalist på ”Joker’s Son” og ”Lion’s Mouth (Daniel)”.
De viltre og skævt skøre idéer er dog ikke helt opgivet hos Balthazar, og de står nærmest i kø på den glimrende ”Later” og den løse og skøre ”Any Suggestions”, hvor vokalen dog bliver en tand for overdreven i sin vrængen. Også ”Do Not Claim Them Anymore” er blandt de mere udadvendte skæringer på albummet, mens ”Listen Up” har et twist af eksotisk klingende guitarer, der på den ene side er forfriskende – på den anden side på nippet til at være malplacerede.
Rats er et ujævnt album, der kan virke usammenhængende, men som alligevel har et sært drive, der giver en rød tråd gennem de forskelligartede stemninger. Balthazar forsøger sig med et stilskifte, og på de numre, hvor de tager skridtet fuldt ud, lykkes de. Når det kun bliver et halvt skridt skråt til siden, så bliver det til tider en smule forvirrende.
