Skizofrent udspil skygger for forløsningen
Jeg er fuld af respekt for københavnske The Foreign Resort mørke shoegaze-drevne lyd med Joy Division og Cure parallellerne present på samtlige numre. Af skivens ni skæringer er materialet gjort af en solid blanding af ny lyd, remakes og remixes, hvoraf sidstnævnte er mindst interessant, ja som rent faktisk bliver hæmmende for albummet som helhed.
Første dels fem numre er syleskarpe og supereffektivt producerede sange med sjælen dybt forankret i den dystre postpunk, som den lød i sin storhedstid. Stilsikkert og durkdrevent leveret af et relativt nyt skud på stammen af den sortrandede rock, der på glimrende vis løfter firserlyden over i en moderne ramme med væsentlig mere pondus og tung gennemslagskraft end de allestedsnærværende idoler gjorde det. Var Scattered & Buried gjort alene af de fem numre, havde mine fuldstændig partiske og sortbefængte postpunkfingre ført karakteren helt op til loftet og slået på den rigtigt høje karakter, men ak, for så snart The Foreign Resort lukker op for remixdelen, daler niveauet ubærligt og det går alt for hurtigt ned ad bakke.
”Orange Glow (Novachild Remix)” lyder eksempelvis – og på trods af gode elementer – som et sørgeligt opkog af Veto, og hvem har brug for det. ”Heart Breaks Down (Sway Remix)” blender Manuals sfæriske electronica med kaskader af baglæns loopede distortionbølger helt i My Bloody Valentines ånd. Så vidt så godt, men så ødelægger en underliggende og rædselsfuld autotune-vokal fuldstændigt det ellers virkningsfulde mix. Ærgerligt og uforståeligt valg.
”Opening Act (Evol Temptation Mix)” clasher Interpolske vokaler med elektroniske drumbeats og lidt henholdt, men virkningsfuld guitar og det hele ender i diskofile strømme ikke ulig New Orders leg med elektronikken, ikke mindst på deres banebrydende single ”Blue Monday”. Den helt igennem elektronificerede ”Take A Walk (Runner´s Mix)” lyder som en uskøn blanding af Black Rebel Motorcycle Club og M83 og er åbenlyst Scattered & Buried´s ringeste indslag.
I den gode ende af pladen er ”Delayed” et stykke fremragende støjrock med fuld udblæsning på effektpedalerne og et monumentalt skud baslyd, der virkelig rykker en gammel støjrocker som undertegnede. ”Buried” har også mere end en lille bismag af Veto – eller The Cure i det frenetiske hjørne om du vil – men kører den hjem på energisk fremførsel og stilsikkerhed.
På ”Rocky Mountains” og især ”Lost My Way” slår slægtsskabet til My Bloody Valentine ud i lys lue, men det føles ikke som letkøbt og slidt replika og sidstnævnte bliver ubetinget Scattered & Buried´s bedste nummer. Det track burde vække vældig opmærksomhed, hvis der eksisterer retfærdighed. Det melankolske og mol-indsvøbte ”Tide” er også et trumfkort på det bredtfavnende album, med en tårevædende smuk finale af en guitarsolo.
Scattered & Buried er et besynderligt album, der af uransagelige årsager skal inkludere alt det materiale The Foreign Resort ligger inde med. Det giver en lettere skizofren oplevelse, hvor man valser rundt mellem sublime øjeblikke, der så veksles med andre stunder der skuffer fælt. Skærer man ned i midten og udelader remixdelen, står man faktisk tilbage med en flot ep, der godt nok skuer vældigt tilbage til postpunkens glans-æra, men som dæleme gør det med stilsikker overbevisning og skridsikre sange. Desværre skal albummet vurderes i sin helhed og dermed lander det på en karakter lige over midten af skalaen.