Petrus Kapell: Farup Part I & II

Petrus Kapell byder på et album, der har en masse gode og positive idéer, der imidlertid alt for ofte lider under kravet om tysthed og stilhed. En enkelt fuldtræffer er ikke helt nok til at sikre albummets samlede kvalitet, men der er potentiale for fremtiden.

cover-PetrusKapell-FarupPart1+2-2012-300x300

Tyst og afdæmpet dagligstue-folk

Per Løkkegaard er en sanger og sangskriver af den slags, der nørkler med sine kompositioner i det stille og små, og som i dette tilfælde har indspillet sit album i forældrenes dagligstue i den jyske by Farup. Det giver et hyggeligt og atmosfærisk lydbillede, men det betyder også, at sangene ikke rigtig folder sig ud, som flere af dem ellers har potentiale til.

Dermed er charmen og udfordringerne de samme hos Petrus Kapell, der evner at skrive små fine skildringer og omdanne disse til nydelige og afdæmpede sange. Per Løkkegaard beskriver selv albummet som et koncept af en art, hvor formålet har været at være så stille og rolig, at ingen er blevet forstyrret af indspilningerne. Problemet er bare, at ingen heller bliver forstyrret af udkommet på albummet, der kræver et intenst fokus fra lytteren, hvis de små og ellers så velgennemtænkte enkeltelementer skal gøre sig bemærket.

Det er en mand og hans guitar – og de ellers forhåndenværende instrumenter – der danner rammerne om fortællingerne, der sine steder er ganske stillestående, andre steder viser potentiale til at kunne vokse sig til noget større. ”Remember Me” har det sangskrivningsmæssige niveau til at blæse lidt længere ud over rampen, og det samme har den nydelige ”Writing Letter” med sit sløve og støvede tempo og den umanérligt smukke ”The Signs”, der i modsætning til førnævnte er ramt lige i skabet i forhold til afdæmpethed og intimitet.

Petrus Kapell byder på et album, der har en masse gode og positive idéer, der imidlertid alt for ofte lider under kravet om tysthed og stilhed. En enkelt fuldtræffer er ikke helt nok til at sikre albummets samlede kvalitet, men de mange små fine momenter undervejs lover imidlertid for et stort potentiale, der forhåbentlig indfries på næste indspilning, der gerne må have lidt mere luft under vingerne – og lidt større afstand til naboerne.

Written By
More from Morten Wamsler
Quist: Ws – from London E8
28-årige Jacob Quistgaard debuterer med albummet Ws – from London E8, der...
Read More
0 replies on “Petrus Kapell: Farup Part I & II”