80’ernes 30 bedste albums: #24
Efter syv albums som Tom Petty & the Hearbreakers er Full Moon Fever fra 1989 Tom Pettys første, der bærer hans eget navn alene. Udover trommeslager Stan Lynch er hele det gamle backingband dog med på albummet – ligesom George Harrison, Roy Orbison og Jeff Lynne også giver en hånd med. De tre sidstnævnte var sammen med Tom Petty og Bob Dylan en del af supergruppen The Traveling Wilburys, der året forinden havde udgivet deres første album. Det var lidt af et scoop for Tom Petty at komme med i den gruppe, og om det var dét, der gjorde, at Full Moon Fever blev hans foreløbigt bedst sælgende album, er svært at sige. Det har dog uden tvivl haft en effekt, at blive kædet sammen med så store navne – men derudover, så er Full Moon Fever selvfølgelig et virkelig stærkt album.
Med Jeff Lynne siddende i producerstolen blev de skarpeste rockkanter slebet af Tom Petty. Til var kommet lag af keyboard og backing vokal, og i det hele taget en ny lyd, der var mere tilgængelig end den havde været med Tom Petty & the Heartbreakes. Umiddelbart var Jeff Lynne et underligt valg af producer, for hvordan ville Tom Pettys rock tage imod Lynnes produktion? Godt skulle det vise sig, og det er vel egentligt også kun på nummeret ”Love Is a Long Road” at de klassiske lag af keyboards for alvor trænger sig på.
At udgive sit første album under eget navn, at have Lynne bag knapperne – og dermed indvarslingen af en ny lyd – og et medlemskab af The Traveling Wilburys har uden tvivl været med til at booste interessen for Full Moon Fever da det udkom. Men at det skulle blive så populært og stå så stærkt her 24 år efter skyldes selvfølgelig selve sangene på albummet. Der er 12 af slagsen og fra den simple åbner ”Free Fallin’” til den poppede uptempo afslutter ”Zombie Zoo”, er det egentligt som at lytte til en greatest hits med en virkelig talentfuld musiker. ”Free Fallin’” er siden blevet placeret som nr. 177 på ”Rolling Stone’s 500 Greatest Songs of All Time”, hvilket understreger i hvert fald dét nummers langtidsholdbarhed.
Blandt albummets andre singler er ”Runnin’ Down a Dream”, som de fleste måske husker for sin animerede musikvideo, der blev spillet flittigt i MTV’s velmagtsdage, og for sit iørefaldende signaturriff. I sangen referer han til en af inspirationskilden Del Shannon i sætningen “me and Del were singin’ ‘Little Runaway'”. Udover ”Free Fallin’” var det største hit fra Full Moon Fever ”I Won’t Back Down”, der har George Harrison på backing vokal, og som senere var at finde som åbningsnummer på Johnny Cahs’ American III: Solitude Man. På grund af sin tekst blev nummeret også spillet hyppigt efter 9/11 og var ligeledes at finde på America: A Tribute to Heroes (2001), der er en koncertoptagelse af et stort anlagt show arrangeret af og sendt live på de amerikanske tv-stationer Fox, ABC, NBC and CBS.
Well I know what’s right, I got just one life
in a world that keeps on pushin’ me around
but I’ll stand my ground, and I won’t back down
Udover Tom Petty spillede store navne som Bruce Springsteen, Bon Jovi, Alicia Keys, Sting, Paul Simon, Sheryl Crow, Eddie Vedder, U2, Neil Young, Stevie Wonder m.fl. Koncerten, der af Rolling Stone Magazine er kåret til et af de øjeblikke, der har ændre musikverdenen, var blot endnu et bevis på, at Tom Petty er en af de helt store i amerikansk rockhistorie. Året efter blev Tom Petty & the Heartbreakers optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med bl.a. The Ramones; året før var det Queen, Paul Simon og Michael Jackson, der var blevet optaget, og året efter var det bl.a. AC/DC og The Clash’ tur.
Det er muligvis ikke kosher at kunne lide Tom Petty i Danmark. Men ser man på hans bagkatalog – og alle de store navne han har delt scene med – så er det en stor skam og helt ufortjent. For med især albums som Tom Petty & the Heartbreakers (1976), Damn the Torpedoes (1979), Hard Promises (1981), Full Moon Fever (1989) og Wildflowers (1994), har Tom Petty for længst skrevet sig ind i musikhistorien og præsteret mere end man kan forvente af selv de allerstørste.
