80’ernes 30 bedste albums: #9
Faith No More havde allerede udgivet to album inden The Real Thing, men det er først i 1989, hvor de har fået forsanger Mike Patton med, at de virkelig får den opmærksomhed, de fortjener.
The Real Thing er, også den dag i dag, et interessant album, da det på den ene side refererer til samtidens populære genrer som, funk, hård rock og punk, og på den anden side ikke lyder som noget andet, der udkom i slutningen af 1980’erne. Nogle vil måske indvende, at Red Hot Chili Peppers også har været i besiddelse af den funkprægede lyd, men de to bands er alligevel langt fra hinanden, især når det kommer til vokalen: Da Mike Patton afløser Chuck Mosely og bliver en del af Faith No More, er han allerede med i Mr. Bungle, ligesom han senere har været forsanger i utallige bands og projekter, som på hver deres måde har vist hans enorme talent og hans rolle som multikunstner, bl.a. det vanvittige og eksperimentelle Fantomas og hans italienske crooner-album Mondo Cane, for bare at nævne nogle få.
At Patton forstår at bruge sin stemme på alverdens måder kommer også til udtryk på The Real Thing. Alle albummets elleve numre er af høj kvalitet og selvom de er meget forskellige, er man ikke i tvivl om at det er Faith No More, man lytter til. Ét nummer er dog ikke bandets eget, men tilhører til gengæld et andet meget anerkendt band, nærmere betegnet Black Sabbath, og deres nummer ”War Pigs”. Der er selvfølgelig altid en vis risiko ved at lave et covernummer, hvor originalen er skrevet af nogle af dem, der var med til at starte den hårde rockgenre, men Faith No More viser nummeret respekt, og efter denne skribents mening er Patton en langt bedre sanger end Ozzy Osbourne, men dét er en helt anden diskussion.
”Epic” er et andet nummer, som The Real Thing er blevet kendt for. Med sin dynamiske variation mellem vers og omkvæd, samt den sjove blanding af rap, funk og rock kan det vel nok retfærdiggøres at det er blevet et af bandets største hits, og efter sigende en vokalmæssig inspirationskilde for 90’ernes nu-metal, men der er bestemt også andre numre på albummet, der bør fremhæves. Titelnummeret sniger sig ind på lytteren med det stille, fløjlsbløde vers, hvorefter Patton virkelig folder sig ud i omkvædet med sin kendetegnende, flabede og charmerende stemme. Også ”Zombie Eaters” har dette subtile over sig, hvor både de instrumentale dele såvel som vokalen er helt underspillede, og viser i endnu højere grad hvor dygtigt og nuanceret et band der som helhed er tale om. På ”Surprise! You’re Dead!” viser Faith No More den humoristiske side, de også er blevet kendt for og på den smukke, afsluttende ”Edge of the World” efterlades man som lytter stærkt imponeret og ikke et sekund i tvivl om, hvorfor bandet i dag har den status, det har.
Faith No More har også udgivet gode albums efterfølgende, men de når ikke helt op på niveau med The Real Thing, et album, der om noget, lever op til sin titel.
