Amerikansk power poprock med tons af charme
Historien om Halestorm er typisk amerikansk. En far med søn og datter begynder at spille musik til alle mulige mærkelige arrangementer i lokalområdet, og langsomt tager bandet form, faren forlader bandet, sønnen Arejay Hale bliver hængende bag trommerne, og datteren Lzzy Hale træder i karakter som en ganske effen sangerinde, guitarist og sangskriver. Langsomt formes et miljø omkring bandet, der begynder at spille flittigt rundt omkring, og efter et par pladeudgivelser har Halestorm efterhånden bidt sig godt fast med en trofast og yderst hengiven fanskare, der også var solidt repræsenteret denne aften i et propfyldt Pumpehus.
Koncerten var en herlig og afvekslende tour de force gennem bandets to udgivelser The Strange Case Of… fra 2012 samt det selvbetitlede debutalbum fra 2009, hvor vi blandt andet fik en glimrende udgave af det fængende ”Familiar Taste Of Poison” fra.
Allerede fra starten var det tydeligt, at Halestorm ikke havde tænkt sig at komme sovende til succes. Med en tændt Lzzy Hale i front lagde de ud med ”Freak Like Me”, og så var festen ellers skudt i gang. Herefter fulgte en perlerække af numrene fra deres seneste album, som toppede med et par sympatiske coverversioner af Ronnie James Dios ”Straight Through The Heart”, som var Lzzys ”favorite song”, og nummeret ”Dissendant Agressor” af Judas Priest. Hvorfor lige de to numre havde fundet vej til Halestorms sætliste kan virke lidt pudsigt, men det er måske det unge bands måde at kreditere deres inspirationskilder på.
Efter de første tre kvarter var både band og publikum ved at være varmet godt op, og så valgte Lzzy at punktere det hele med den akustiske ”Break In”, som de for min skyld godt må pakke langt væk. Bevares, det er da en fin sang, men det ødelægger simpelthen for meget af den opbyggede stemning at hive tempoet helt ned til det søvndyssende piano. Heldigvis, fristes man til at sige, tog Arejay affære og leverede en trommesolo med masser af show og tempo og et afvæbnende humør og fik sat fut under kedlerne igen. Og resten af koncerten var decideret fremragende med masser af det tempo, bund og med en fræk charme, der gav det hele præcis den glans og glitter, man kan forvente fra et amerikansk showband. Suzy Quatro meets Green Day light, men med en smittende umiddelbarhed, der gjorde aftenen ganske vellykket.
Halestorms energiske og charmerende powerrock er lige så amerikansk som deres historie, og havde et dansk band forsøgt sig med tilsvarende gimmick og rockattitude, var de nok faldet noget til jorden. Men Halestorm kommer tørskoede over på den anden side, blandt andet i kraft af deres umiddelbare og autentiske måde at præsentere dem selv og deres musik på. Og så kan man godt leve med, at bandet ikke ligefrem er ekvilibrister på deres instrumenter. Til gengæld spiller de med et kæmpe smil på ansigterne, og det var tydeligt, at de nød at stå på scenen.
Alt i alt en fed aften med et yderst sympatisk rockband og med en fræk tøs i front, der nok kunne få handyrene i salen til at hyle af begejstring!