Et potentielt forhold der føles som et fjoget baghold
Jeg vil helst ikke lyde som en ældre skaldet mand ved navn Blachmann, da jeg ikke bryder mig om hans retorik, men nogle dele af mandens budskaber, godtager jeg dog. En af essenserne ved Blachmann er eksempelvis, at “musik skal være seriøst”, hvilket jeg mener er en forkert antagelse. Jeg mener derimod at musik skal kunne tages seriøst af sin lytter, men det behøver ikke nødvendigvis være seriøst. Selvom jeg synes at Poul Dissing synger mærkeligt og sjovt, kan jeg sagtens respektere hans musik, og selvom at Disney soundtracksene til Aladdin, Løvernes Konge, Askepot, Snehvide osv. er prætentiøse og fjollede, kan jeg stadigvæk godt synes de kompositorisk flotte og symfoniske og derfor tage dem alvorligt. Men med det danske akustiske (kro)orkester Modspil, skal jeg virkelig anstrenge mig for at forstå dem og tage deres lyrik alvorligt, hvilket er synd, for intentionerne er sikkert fine, men resultatet er langt fra tilstrækkeligt.
Modspil består af Bo Evers (vokal, spansk guitar, mundharpe), Anders Mondrup (kontrabas, vokal), Mads Sander (trommer, vokal) og Søren Kramer (tangenter, vokal). Fire gutter der ikke står i vejen for noget spøg og skæmt. Bandet har spillet mange steder, og for at at nævne den mest prominente, så har de været forbi Store Vega, mens de har deltaget i LiveContest og Emergenza (fik en finaleplads). De har tilmed fået omtale i Politiken, og læg dertil anmelderroste koncerter og du burde have et fremadstormende band. Faktisk er deres debut Forhold Og Baghold, som jeg nu er ved at anmelde, blevet mødt positivt. Så når jeg nu foroven forholder mig rimelig negativt til musikken, er det måske bare mig der ikke har fanget meningen med det hele. Det kan hvert fald ikke afvises, men min anmeldelse skal også ses som, hvad jeg mener om Modspil, og ikke hvad alle andre skal mene om dem. Så kan man selv vælge om man vil følge min anmeldelse, eller gå på opdagelse i Modspil’s musik selv
På debuten Forhold Og Baghold figurerer der 15 numre der strækker sig over ca. 43 min. Det første nummer der skal kickstarte Modspils lydlige og skøre univers, er “Blod På Dine Hænder”, hvor rimer og remser kappes om at komme først i mål. Desværre er lyrikken og rimene så banale og upoetiske, at de på ingen måder gør et positivt indtryk. “Tremmer” rimer fint på “kammer”, men når vi så stadig går længere ud på banalitetens planke med rimene “programmer”, “strammer”, “flammer”, “skrammer”, “hammer”, “stammer”, “madammer” og “ammer”, bliver det meget kedeligt og forudsigeligt. På lydsiden indledes nummeret lovende med smukt kor og en næsten religiøs stemning, men man lander hurtigt på den dødelige jord med det uinteressante guitar- og harmonikaspil, og trommerne tilfører på ingen måder noget medrivende.
Jeg vil ikke rakke ned på Modspil, der sikkert er dygtige musikere. Jeg synes bare, de agerer forkert i deres forsøg på at udtrykke sig. Om det er på den tempofyldte og pinlige “Velsoigneret” med den ligegyldige lyrik “jeg har skiftet sengetøj og vasket mine sure løg”, eller om det er serenaden “På Grund Af En Kvinde”, hvor en undskyldende og ubekvem spansk guitar træder ind i lydbilledet. Et lydbillede der gennem hele pladen består af akustiske instrumenter, så som harmonika, guitar, trommer, strygere, klarinet, banjo, trompet osv. Meget (pub)orkesteragtigt.
Men på en plade, er der som regel også lyspunkter, og på trods af at Forhold Og Baghold efter min mening ikke er værd at bruge tid på, vises der positive takter på “D’umulig”, hvor Mia Louise Andresen synger med sin lækre uskolede stemme op af Bo’s pippende vokal. Tempoet bliver sat i vejret, hvilket hjælper på det rytmiske, der for det meste på pladen kører nede i et meget lavt gear.
Modspil spiller ikke på samme banehalvdel, som jeg gør, hvilket i sig selv godt kan være charmerende og interessant, men når man musikalsk og lyrisk ikke giver noget, virker dem ovre på den anden banehalvdel pludselig flovt malplacerede. Og det er, hvad der er sket med Forhold Og Baghold.
