De sorte ulve hyler igen
Albummet, som udkom tidligere i år (nærmere bestemt den 25. februar), er den norske duos 16. studiealbum, siden debuten Soulside Journey i 1991. Læg dertil diverse compilations, ep’er, nogle singler og et par bootlegs samt noget nær den mest autentiske historie inden for norsk black metal, og du har en hårrejsende odyssé gennem den sorteste undergrund i de norske frosttunge fjelde.
Laver man et stort snit fra de tidligere udgivelser fra især det klassiske black metal-album A Blaze in the Northern Sky fra ’92 og frem til The Underground Resistance, er der ikke sket så forbandet meget – og så alligevel! Fra de tidlige produktioner, hvor bandet højst talte tre medlemmer, var musikken monoton, fræsende og ekstremt skrabet produceret, indtil de to medlemmer, Fenriz og Nocturno Culto, overtog projektet og begyndte at søge nye veje – selvom man på intet tidspunkt kan klandre dem for at være publikumsvenlige. Stilen var stadig den samme, men der kom nye elementer af punk, klassisk heavy metal og mere teknisk struktur på de primitive sange.
Og i dag er duoen landet et underligt komfortabelt sted, hvor musikken både har det rå og det monotone, men slet ikke i så høj grad som tidligere. Der er endda momenter på det nye album, der fik mig til at tænke på tidlig Saxon og Iron Maiden, som eksempelvis skæringen ”Valkyrie”, der er båret af klassiske heavy metal-riffs. Men også slutnummeret ”Leave No Cross Unturned” benytter sig af gammelkendte udtryk og klassisk death, uden at det på noget tidspunkt bliver rigtig farligt. Og skal man sige noget negativt om Darkthrones seneste album, vil det være, at fortællingen om bandet efterhånden er mere spændende end musikken. Stod der ikke ’Darkthrone’ på coveret af albummet, ville det nok ikke vække den store opmærksomhed.
