Shogazegodfatherne skuffede en smule.
Mange, også denne skribent, var i syv sind, for hvad skulle man dog vælge, når kongerne af synth – dunkelromantikerne Depeche Mode – spillede i Parken, mens godfatherne af smuk-sensuel shoegaze støjrock attenderede Store Vega samme aften. Valget var svært, men egentlig givet for mig, da koncertraten var helt i My Bloody Valentines favør. For udover den fremragende koncert på Roskilde Festivalen i 2008, har støjæsteterne ikke spillet foran et dansk publikum, siden den legendariske koncert på den latterligt betitlede Grunge festival i Den Grå Hal i 92. Her spillede My Bloody Valentine som hovednavn efter Boghandle og Mudhoney i hvad der skulle blive dette årtis allerbedste koncert. Depeche Mode har en langt hyppigere koncertfrekvens i Danmark, så valget blev i grunden enkel, for ikke alene var der her en sjælden mulighed for at stifte rockbekendtskab med de irske shoegazere på klods hold blandt blot 1500 fans på Danmarks bedste spillested hvad angår akustik, men også at høre numre fra det nye glimrende album m b v.
Der var med andre ord lagt op til en stor aften med grandscale støj svøbt i smukke sexede vokaler og lad mig med det samme slå fast, at jeg er komplet inhabil og langt fra et gyldigt sandhedsvidne, når det kommer til My Bloody Valentine. De har siden 89 hjemsøgt mit liv med livgivende støj, sat i dybt sensuelle og nærmest sederede sange, man aldrig helt begriber.
Bandet dryssede ind på scenen lidt før 21 og her kom stort set eneste ytring i retning af publikumskontakt med et undseeligt “Hello” fra Kevin Shields. Det er der såmænd ikke noget overraskende i, når man kender shoegazens ABC, men nogle fandt det i løbet af koncerten så uudholdeligt at de vrængede; “Så sig dog noget mand”, når der var totalt stilstand på scenen mellem numrene. Helt galt gik det halvvejs i koncerten, hvor Shields stoppede “Thorn” hele tre gange midtvejs, da nummeret ikke stemte. Først var han efter bassisten Debbie Googe, som så uforstående ud. Det viste sig da også at være Bilinda Butchers guitar, der var out of tune, det kunne ingen andre end Shields bare høre, men ret fik han den gamle guitarprimadonna og lydexcentriker. Senere, efter den fænomenale “Nothing Much To Loose” fra Isn´t Anything, skred han fra scenen ud bagi og efterlod resten af bandet, der tilsyneladende ikke anede hvad der foregik. Det blev et irriterende afbrud i en ellers intens koncert, der dog også led af åbenlyse problemer med vokaler, der lå så langt tilbage i mixet, at de ofte var næsten uhørbare. Det er ærgerligt, fordi især Butlers flotte søvnige vokal betyder alverden for de brutalt støjende numre.
Ellers startede koncerten glimrende med “I Only Said” og “When You Sleep” fra mesterværket Loveless, der heldigvis var rigt repræsenteret denne aften af seks numre. Bandet ved godt hvor deres guld befinder sig. Herpå kom første nye nummer og den næsten Madchester baggy “New You” fra m b v, og den føjede sig glimrende ind på listen af sublime numre, mens det døsige “Come In Alone” fra samme skive indeholder Shields første guitarsolo nogensinde. Knaldgodt og smukt eksekveret.
På, hvad der nok er My Bloody Valentines mest populære nummer, den trippede “Soon” gik kvartetten all in og keyboardisten smed tangenterne og iførte sig en ekstra guitar, mens de psykedeliske projektioner eksploderede i farver og mønstre. Igen et højdepunkt og folk hoppede og dansede foran scenen. Den fulgtes af den fuldstændig forrygende tonser “Feed Me With Your Kiss” fra Isn´t Anything, der vel nok er My Bloody Valentines mest hidsige øjeblik til dato. På denne perle fungerede vokalerne til perfektion og det gjorde det til aftenens største oplevelse for mig. Til gengæld fungerede den togmotoriske “Wonder 2” fra m b v overhovedet ikke, men fremstod tynd og uforløst. Ærgerligt, for den er et scoop på pladen.
Traditionslukkeren “You Made Me Realise” leveres brutalt og indædt og munder som altid ud i et støjinferno af ubegribelig volumen så infernalsk, at pudsen falder i murene og tøjet blafrer. Det varer dog kort – for kort, kun små tre minutter og virker uengageret i forhold til tidligere koncerters op mod tyve minutter af lyksaliggørende støjloops. Det lyder – som Susan Stenger fra det hedengangne støjrockband Band Of Susans i sin tid udtalte – som en blanding af engle og støvsugerstøj, simpelthen som en himmelsk ørenfigne og selv med ørepropper løber blodet nærmest ud af ørerne, mens det står på. Musikalsk excorcisme og fuldstændig frapperende smukt. Cool at de stadig benytter den afslutningsfinte og et helt selvfølgeligt valg, hvis man kender sin Valentine. Desværre kan man ikke give køb på tid for at opnå den slags hallucinerende katarsis, så enten må de køre linen helt ud, eller også skal de helt lade være. Ingen mellemvej.
Frustrerende pauser og en lyd, der led lidt under vokale nuanceproblemer og et band, der fremstod lidt ligeglade og uengagerede gjorde, at selv om sætlisten var tæt på perfekt og lyden præcis så voldsom, som den skulle være, gik jeg fra Store Vega med en sær fornemmelse af skuffelse. Min hylen for ørerne irriterede mig langt mere end i 2008, hvor irernes indsats gjorde, at det ikke betød spor, at man skulle slås med en midlertidig tinnitus. Måske mine forventninger var urimeligt høje, men topkarakter er slet ikke i sigte efter denne torsdags præstation.
