
Kontrolleret kaos på Pavilion Junior
At tage på Roskilde Festival er efterhånden blevet noget af en rejse. Hvis man vil have det hele med, må man afsætte omtrent 9 dage af sin sommerferie til festivalen, og ventetiden fra det tidspunkt hvor hegnet er blevet væltet, til det første band står på den ikoniske Orange Scene, er på hele 5 dage. Heldigvis bliver man forkælet med et fremragende upcoming-program, som giver festivalgæsterne mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige nordiske navne, man nemt ville overse, når det musikalske overflødighedshorn buldrer fra 7 scener.
The Woken Trees har uden tvivl været ganske taknemmelige for at få lov til at præsentere deres musik for det publikum, der var mødt op til deres koncert uden nødvendigvis at have et kendskab til bandets musik. Og der var nemlig mange publikummer der højst har kendt The Woken Trees ud fra beskrivelsen i festivalprogrammet, men bandet kæmpede en brag kamp i jagten på at skabe en fælles oplevelse med publikummet, og selvom det til tider var op ad bakke, efterlod The Woken Trees et godt indtryk, hos mange på den støvede festivalsplads.
Musik der river som gafler langs brystet
Med et solidt og tungt trommespil, lagde trommeslager Thomas Brandt fra det første nummer ’Pale Horse’, en heftig og energisk bund, der smukt blev toppet af Henrik Østerby og Magnus Westergaards skærende guitarer. Det skabte en ond og aggresiv stemning der blev perfekt suppleret af blændende stroboskop lys, og forsanger Kim Heysts konstante og intense blik ud imod publikum. Det seks mand store band var – naturligvis – hovedsageligt klædt i sort, og meget bevidste omkring deres musikalske angreb på publikum. Til tider føltes guitarerne som gafler, der rev en ned langs brystet.
Det var ikke fordi det nødvendigvis var ondt hele tiden. Ja til tider swingede de nærmest så meget, at jeg er tilbøjelig til at kalde elementer af deres musik for støj-funk, men det var naturligvis et trick der skulle gøre udtrykket endnu ondere, når støj-kaoset overtog den mere muntre funk. Et støj-kaos der var totalt i koncertens sidste nummer ’Succubus’, hvor guitar-feedbacken fik lov til at larme i flere minutter.
For meget kontrol
The Woken Trees leverede musikalsk en ret sikker indsats, hvor man egentlig kun manglede lidt livstegn fra forsanger Kim Heyst. Hans døde stener-blik der konstant overvågede publikum, har naturligvis været et bevidst træk fra sangerens side, men når de resterende 5 musikere knoklede for at få så meget lyd ud af deres instrumenter som muligt, virkede det intetsigende at overvære Heysts irriterende punk-attitude. Til tider fik man ganske enkelt mere ud af koncerten ved at lukke øjnene, og kun fokusere på bandet i de instrumentale passager, der var ganske fremragende.
The Woken Trees formåede at skabe en ret god koncert midt i alt deres kaos, der dog virkede lidt for kontrolleret pga. Heysts falkeblik. Hvis han blot havde taget et hovedspring ud i det kaotiske musikbassin, de resterende musikere på scenen fyldte for ham, kunne denne oplevelse virkelig have sat et tydeligt mærke i hele min lange festival oplevelse. I stedet fremstod det hele godt, men for kontrolleret.
[nggallery id=175]