Lørdag aften på Orange Scene demonstrerede britiske Arctic Monkeys at de er et af verdens bedste bud på et aktuelt rockband anno 2014. Bandet har gang på gang vist at de besidder modenheden til at forny sig, bedst som man havde afskrevet dem som passé. Som et af min generations vigtigste bands, kan jeg selvfølgelig ikke sige mig fri for at have gennemlyttet debutten Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006) mange gange, og i takt med at jeg selv er blevet ældre, har bandet udviklet sig sammen med mig. Der er ikke længere tale om bebumsede teenagere fra Sheffield, men modne rockstjerner, hvor Alex Turner er trådt i karakter som en af rockens cooleste personager.
Arctic Monkeys var konstant i kontrol med koncerten, og gang på gang leverede de den ene fede fortolkning efter den anden, fra et bagkatalog der efterhånden rummer et overflødighedshorn af stærke numre. Størstedelen af den halvanden time lange koncert bestod af numre fra gruppens seneste album AM (2013), der smukt blev suppleret af numre som ‘Crying Lightning’, ‘My Propeller’, ‘Dancing Shoes’, ‘She’s Thunderstorms’ og den buldrene ‘Brianstorm’, hvor publikum supplerede med ‘Seven Nation Army’-skrålekor. Arctic Monkeys havde virkelig godt tag på selve koncertsituationen, hvilket blandt andet blev vist med et drillende langt break i ‘Knee Socks’.
Alex Turner var bleg som Robert Smith, men cool som James Deen. Han bevægede sig elegant rundt på scenen, og var konstant bevidst om at være good looking. Iklædt læderjakke og med håret stilfuldt strøget tilbage, udstrålede han en passende småfuld arrogance, men forførte publikum under hele koncerten. Gennerationshymnen ‘I Bet You Look Good on the Dancefloor’ blev serveret med en “den spiller vi bare lige”-attitude, og mange blandt publikum – mig selv inklusiv – har haft et crush på britten under sjælere som ‘No. 1 Party Anthem’, ‘She’s Thunderstorms’ og ‘I Wanna Be Yours’, hvor en kort byge smukt silede ned, imens de spillede deres Twin Peaks-twang-rock.
Den arrogante attitude blev dog en hæmsko, i slutningen af koncerten. Efter ‘505’ gik de pludselig bare af scenen, uden at sige et ord til publikum. Det var så uforløst, at der ikke var megen råben efter de ekstranummre, der virkede irriterende planlagt. Da de kom tilbage var det selvfølgelig fint at få en afslutning med de tre glimrende numre: ‘One For The Road’, ‘I Wanna Be Yours’ og ‘R U Mine?’, men den kiksede pause føltes som en mavepuster, der stadig gjorde ondt under det første ekstranummer. Det skal dog ikke ændre ved at Arctic Monkeys passede eminent på Orange Scene, med en af de få koncerter scenen levede op til sin mytiske status.
