Hårdtslående hardcore i solskinnet
I grænselandet mellem den mørke metal, der er bister og teknisk, og hardcorens intensitet og rytmiske pågåenhed, ligger metalcoren. Udover Every Time I Die er Converge, Dillinger Escape Plan og Shai Hulud nogle af favoritbandene for undertegnede i denne genre, der blandt andet har rødder i firsernes skatethrash, hvor Corrosion of Conformity, der spiller lørdag kl. 18 på Avalonscenen, startede ud.
Bandet blev dannet i 1998 i Buffalo i staten New York, og har indtil videre syv albums på samvittigheden, senest From Parts Unknown, der udkom i 2014. Indtil videre har 2015 budt på en EP fra dem, hvor de blandt andet fremfører deres egen halvandet minuts version af Nirvanas punkbasker “Tourettes”, et af de heftigste numre fra gruppens sidste plade In Utero.
Musikken i metalcore, som den bliver leveret af Every Time I Die, er hyperintens, med mange rytme- og temposkift, og der er hele tiden fokus på enten at spille i høj fart, eller indbyde til moshpits og slamdance med tunge, pulserende breakdowns. Dette skete til overflod i den koncert, der blev spillet på Avalonscenen på denne solfyldte torsdag eftermiddag, hvor solen for alvor begyndte at tage fat.
Fra første akkord var der fuld knald på bandet, og forsanger Keith Buckleys første skrig var “I want to be dead with my friends”, der starter sangen “Underwater Bimbos from Outer Space”. I anden sang bad han folk om at forme circle pit, og masser af publikummer adlød hans bud og startede det vilde løb rundt i mellem hinanden.
Derefter var det tid til “Decayin’ with the Boys”, hvor tekstlinjen “Kill The Lights” blev leveret med et knivskarpt skrig fra Keith Buckley. Mange af bandets sange har halvabsurde titler, og bandet har et vist præg af galgenhumor med sig. Teksterne og de enkelte stykker bliver klippet sammen, nærmest som forskellige sektioner i et digt, der bliver sat til vild musik.
Specielt vokalperformancen fra Buckley er imponerende live, og det er stort at opleve de hurtige skift mellem forvrænget og klar, som han kan få sin stemme til at springe mellem. Hen mod midten af sættet indeholdt mange af sangene et element af groovy garagerock, ledsaget af headbanging og tilråb til publikum om at fyre den af, og også crowdsurfe – mon bandet vidste at det er forbudt på Roskilde?
Fornemmelsen for garagerock eksploderede da bandet spillede en svidende og intens version af “Tourettes”, og for mig var det vildt at opleve denne klassiske sang spillet med sådan en nerve. Andre højdepunkter denne eftermiddag var sangene “Wanderlust” og “We’rewolf”, hvor bandet spiller med intensitet og engagement.
Det var tydeligt, at Every Time I Die var kommet for at tage alle stikkene hjem, og selv om det kan være svært at holde gejsten gående i bagende eftermiddagssol i en times teknisk og hård musik var mange fra publikum vilde med koncerten, og bar Buckleybrødrene over mod merchandiseboden på deres eget bud, da de sluttede koncerten med at crowdsurfe.
