Forsinket koncert der endte godt
At koncerten var forsinket stod klart fra starten – alle fremmødte gloede på det lukkede fortæppe, men der skete ikke en pind! Mens vi ventede, var der tid til at udveksle røverhistorier om bandet. Blandt andet den om, at sidste gang Einstürzende Neubauten spillede en koncert på Roskilde Festival, blev koncerten afbrudt, da bandet begyndte at save og ødelægge scenegulvet.
En brødebetynget og ærgerlig konferencier dukkede op fra bag tæppet, og fortalte, at på grund af tekniske vanskeligheder, ville koncerten blive forsinket. Han kunne ikke sige hvor længe. Da han efter en halv time dukkede op igen, var det med en ny annoncering – at bandet garanteret ville komme til at spille koncert, men at det nok først ville være klokken 21, en time efter planlagt spilletid.
Klokken 20.55 gik bandet på. Et ensemble der tæller seks mennesker, og med den berømte og berygtede Blixa Bargeld i spidsen. Når han spiller i Nick Caves orkester håndterer han guitar, mens han sammen med Einstürzende Neubauten står for vokalen. Hans stemme er rolig og meget højtidelig, nærmest som når en digter fremsiger poesi, og den højtidelige stemning går igen i hans andægtige fans, der ikke er bange for at skælde andre ud hvis de snakker under koncerten.
Bandets første sang var en rigtig stemningsskaber, “The Garden”, hvor Blixas rolige vokal nærmest var messende og lokkende: “Du kan finde mig… i haven… hvis du vil.” Derefter fulgte “Haus der Lüge”, en rytmisk kraftig og basdrevet sang, hvor bandet fik mulighed for at fremvise en stor del af det, der gør dem specielle. Nemlig det væld af metallisk percussion, der blev håndteret af tre bandmedlemmer bagerst på scenen.
Et metalinstrument bliver sat op, og Blixa Bargeld introducerer det som “The Angel”. Et stort metalstativ med fastmonterede metalplader stikkende ud fra hver side. “Now that the Angel is ready to fly – then let’s do it!” erklærer Bargeld, og bandet går i gang med sangen “Let’s do it a dada”. Englen stod midt på scenen, hvor også bassisten Alexander Hacke og guitaristen Jochen Arbeit stod. De var gennemførte i hver deres stil, Arbeit i hvidt jakkesæt og Alexander Hacke med stort truckermoustache og lædervest.
“Let’s do it a dada” var en stor oplevelse, der var masser af flippende passager, og blandt andet stod Blixa med en lp plade og lod som om han scratchede, og han sagde lyde som i dadaisternes digte. Senere spilledes sangen “Unvollständichkeit”, hvor et stor rør blev stillet op på scenen, og blev spillet på mens Blixas fremførte en stemningsfuld tekst, og der faldt en masse jernrør ned fra loftet til sidst.
Højdepunktet denne aften var “Sonnenbarke”, en sang der startede ganske stille, men som byggede op til et larmende crescendo. Det var dragende, specielt vokalen fra Blixa Bargeld, der til sidst i sangen gentager “Komm mit, komm mit mir”, indtil han råber det, og alt omkring ham i bandet eksploderer.
Kort tid efter var koncerten slut. “Alle könnt nach Hause gehen”, og det der startede som uro og tvivl på, om tingene overhovedet skulle blive til noget, endte med en lykkelig slutning.
