For Gud ved hvilken gang gæstede Sick Of It All København – og for Gud ved hvilken gang var det en fest at være i audiens hos et af de helt store NY-hardcore-bands. På trods af, at bandet med de to energiske Koller-brødre i front har 30 års jubilæum til næste år, så sparker de i den grad stadig fra sig på scenen. Således også denne søndag aften, hvor Pete Kollers ben svævede mere i luften end de stod fast på scenen, hvor bassist Craig Setari gik taktfast rundt, hvor trommeslager Armand Majidi smadrede løs og sanger Lou Koller fyrede den af under numrende og slappede af mellem dem venligt kommunikerende med publikum. Alt sammen klassisk Sick Of It All.
Det mest ikke-klassiske Sick Of It All ved koncerten var, at de havde valgt at lægge deres sædvanlige åbningsnummer, “Good Lookin’ Out” fra Built To Last (1997), som koncertens sidste nummer. Med 2014-albummet Last Act Of Defiance i bagagen, var der selvsagt også blevet plads til nye numre på setlisten. Herfra kom i hvert fald “Sound the Alarm”, “Get Bronx”, “Never Back Down”, “Outgunned” og “DNC”. Last Act Of Defiance er et fremragende album og det føltes som om førnævnte numre altid har været en del af Sick Of It Alls repertoire.
Koncerten startede med “Uprising Nation” og “Machete” begge fra albummet Death To Tyrants (2006). En fremragende start, der bragte smilet frem. Så stod man der igen, til en Sick Of It All koncert. Alt var ved det gamle, og der gik ikke længe før Lou blev bakket op af et kor fra resten af bandet. Og fra salen. Fedt. Alt ved ved det gamle. Senere kom også “Take the Night Off” fra samme album, et af undertegnedes favoritter, der da også fik salen til at gynge.
Søndag er ofte en svær aften at få publikum med på. Det er bestemt heller ikke det mest hoppende publikum, jeg har set til en Sick Of It All koncert, men ugedagen kunne alligevel ikke hindre, at der opstod både circlepit og moshpit under koncerten. “Braveheart”, eller “Wall Of Death”, som det også kaldes, blev der også plads til. ‘Legen’ går ud på, at Lou Koller deler publikum op i to, hvorefter den ene del går helt over i højre side af lokalet, og den anden del helt over i venstre side af lokalet. Så går der gerne et minuts tid, hvor Lou opildner de to fløje, Pete hopper pludselig op i luften og slår guitaren an til “Scratch The Surface”, som Lou samtidig skriger i gang, “SCRATCH THE SURFAAAACE”. I samme sekund løber de to fløje mod hinanden, støder sammen, slamdancer sammen. Af en søndag at være er det ret godt gået, at over halvdelen af koncertgængerne deltog. Det fleste kendte tydeligvis også rutinen, og da Lou spurgte, hvor mange der var til deres første Sick Of It All koncert, var der forbavsende få, der rakte hånden i vejret.
Med 10 album i baggagen har Sick Of It All mange numre at vælge imellem, og man kan ikke undgå at gå derfra med en vis skuffelse over, at man ikke fik lov at høre alle ens favoritter (hvilket ville resultere i en meget lang koncert). Jeg håber fx altid på, at de spiller “Just Look Around” på trods af, at det med sit langsomme tempo er lidt af en party killer når de endelig spiller det. De spillede den ikke denne aften.
Der blev budt på cirka fire håndfulde numre, inden bandet takkede af efter en times koncert. Endnu en koncert med Sick Of It All, og endnu en magtdemonstration af et band på 29 år med medlemmer, der er tættere på 50 end 40.
