Savages var genkendelige på godt og ondt
Savages er, eller rettere var, et fremadstormende band. De slog pænt stort brød op med Silence Yourself i 2013, hvor de turde bide skeer med postpunkerne fra slut halvfjerserne/ start firserne. Især Siouxie and the Banshees var en tommetyk reference og dét i en sådan grad, at man kunne betvivle Savages´ eksistensgrundlag. Uanset den knivsægtippende plankning af de store pionerer indenfor genren, gjorde den londonbaserede kvartet det fremragende og både debuten og Adore Yourself fra i år er glimrende eksempler på, at ikke kun Interpol, Editors og danske Decorate Decorate har ret til en plads på scenen.
At det mørke band består udelukkende af kvinder giver, uanset kønsdiskrimination, et vist blikfang og når forsanger Jenny Beth tillige stiller med et klassisk smukt ansigt og et nerveopslidende og gennemborende blik, når hun vredt udfører Savages sange live, er der basis for en solid karriere indenfor genren.
Bandet har efterhånden frekventeret de danske scener en håndfuld gange. Både Vega i to ombæringer, senest ikke længere tilbage end fire måneder tilbage og Roskilde i 2013, samt sidste års Northside Festival, så de er bestemt ikke ukendte for de danske publikum. Deres rennomé som forrygende liveband, gør ikke tilstrømningen til deres koncerter mindre. Og så alligevel, for deres opfølgningsplade Adore Life er på mange punkter en nærmest tro kopi af debuten og dermed kan man reflektere over, hvorvidt de har en fremtid som gedigne postpunkere, hvis de vælger at fortsætte i samme dur – eller måske rettere mol.
Koncerten igår nat bar i al fald præg af, at det var svært at adskille de nye numre fra de gamle. Nogle vil proklamere at det er et plus, men personligt kunne jeg godt ønske lidt mere variation i materialet.
De startede ellers glimrende med ”I Am Here” fra Silence Yourself og fra start var det tydeligt, at Jenny Beth mente hvert et ord hun sang. Som altid er hun meget dynamisk og kantet på scenen. Man kan næsten frygte, hvad hun kan finde på, så lynende er hendes nådesløse og ret så overvældende intimiderende blik. Et par gange synes jeg, at hun fik blikkontakt med mig og sang ophidset aggiteret direkte til min sjæl, men jeg er overbevist om, at det er en evne hun har overfor alle på gulvet. Det er i hvert fald en tilbagevendende oplevelse, jeg sidder med de gange, jeg har set dem.
Og lige præcis det at se dem gentagende gange er måske problemet, for de har af gode grunde ikke det store materiale at plukke fra og istedet for at opleve genkendelsens glæde, bliver jeg omvendt lidt træt over tid og kunne derfor ønske mig lidt nye tiltag.
Det skal dog ikke ligge dem til last, for de lod til at have fint tag i publikum som natten skred frem og Savages er et band, der i den grad spiller sig varme. Alle – undtagen trommetæsker Fay Milton, der til lejligheden havde iført sig en hvid t-shirt med påskriften Courage, et ikke tilfældigt valgt ord – var vanen tro klædt i sort, dog ikke læder, men mere jakkesætstekstil-ish. Bandet spillede tight og tændt og virkede oprigtigt tilfredse med at spille på festivalen. Lyden var god og fremstod klart og nuanceret i teltet og volumen var godkendt.
Sætlisten var – selvfølgelig – overvejdende præget af sange fra Adore Life, men både ”Hit Me”, ”Husbands”, ”I Am Here” fra Silence Yourself og den uberfede afslutter; singlen fra mellemlægningsperioden ”Fuckers” var spredt ud over det glimrende sammensatte sæt.
Savages er et band med næsten overload af attitude, og dét i en sådan grad og man kommer til at spekulere over og granske hvor troværdige de i virkeligheden er. Dét gør man aldrig, når det kommer til Ian Curtis eller Siouxie Sioux og sammen med et – indrømmet – flair for form og indhold, vil Savages nok et stykke tid endnu blive vurderet på troværdigheden og ikke mindst, om de formår at skabe et tredje album, der enten bryder den noget snævre ramme og udtryk, eller de bevarer formen, men fortsat formår at skrive substantielle og valide sange.
