Psykedelisk dans og drømmerier
Australske Tame Impala er på en europæisk sejrsturne, hvor de erobrer festival for festival med deres ubesværede optræden, der charmerer og efterlader et uforglemmeligt aftryk i hukommelsen.
Arena var pakket tæt og uigennemtrængeligt, så var man en af de uheldige sjæle der kom i sidste øjeblik, var der intet håb om at kunne komme ind under teltdugen. Stemningen var på kogepunktet og eksploderede, da første sang, den florlette atmosfæriske “Let It Happen” skyllede ud over masserne. Sangen ramte lige i solar plexus med sit refrain, der har et pulserende beat til at sætte ild i danseskoene. Efter det indledende nummer fløj der regnbuefarvet konfetti gennem luften, og bandet vævede et lydtæppe med en serie af numre fra gennembrudsalbummet Lonerism og det seneste Currents, hvor bandets psykedeliske rock har fået tilsat et klædelig elektronisk twist. “Elephant” kørte folk over med sit tunge guitarriff og et taktfast klap satte spontant igang som akkompagnement. Kevin Parker og co. var helt overvældede af det enorme fremmøde på Arena og den voldsomme begejstring Den ellers altid så veltalende forsanger formåede blot at sige: ‘Wow! This is really unexpected!.’ og kærlighedsfesten fortsatte derefter ufortrødent med “The Moment”, der indhyldede den svajende masse og satte yderligere ild i de danseglade sjæle, der skrålede med på teksten, mens de krammede på hinanden. Smukt og vidunderligt!
Som liveband er Tame Impala noget ganske særligt. Hver sang er en byggeklods, der nøjsomt placeres, mens de bygger et set op, hvor intet overlades til tilfældighederne. De får det til at se så legende let ud, når de tilsyneladende ubesværet formår at lave rytmeskift i sangene, så det giver en dynamisk fremdrift. Den funky “The Less I Know The Better” med falsettovokal og sommerfugleflagrende guitarspil blev efterfulgt af den bastante electropsykedeliske powerballade, “Eventually”, der fordrer fællessang. Herefter byggede Tame videre med deres drømmende, atmosfæriske numre, og tog publikum med på en rejse, der med målrettethed og vekslende tempo førte Arena mod et crescendo og et musikalsk klimaks af den mindeværdige slags. Og det fik publikum i de tidlige nattetimer, da det australske band slog tonerne an til den slæbende “Feels like We Only Go Backwards”, hvor de mangefarvede visuals og lys blev fint sammenflettet med de mange lag i melodi og tekst. Lavtemponummeret ledte hen til aftenens sidste sang, da Kevin Parker annoncerede, at nu havde han kun stemme til en sang mere. En konfettibombe sprang, mens de flydende toner til den smukke psykedeliske ballade “New Person, Same Old Mistakes”, spredte sig ud i natten. Ingen fejtagelser fra Tame Impalas side på en aften, der kom til at stå i kærlighedens navn. Kærligheden til musikken og til hinanden.
