Rising leverede varen på trods af ærgerligt lydknas
På en af festivalens vel nok mindst ønskede tidspunkter for et band, nemlig sidste dag kl. tidlig eftermiddag, stillede danske Rising modigt op med højt humør, engagement og slidstærk viljestyrke.
Bandleder Jakob Krogholt er velsagtens det eneste tilbageværende medlem fra dengang bandet smed deres debut-ep på gaden i 2009 og den tunge kvintet har da også lagt deres lyd ganske væsentligt om siden udgangspunktet. Hvor de på Ep´en og opfølgeren To Solemn Ash og tildels på Abominor spillede en ond og særdeles tung og grumset sludgemetal med inspiration af bl.a. Mastodon, har de på seneste og glimrende album, dette års Oceans Into Their Graves, lagt en særdeles melodiøs, næsten 80´er agtig helte-metal lyd ind over foretagenet.
Visse steder minder det næsten om en decideret vikinge-epik, men heldigvis uden at give køb på de tunge elementer og stenhårde riffs. Tingene er blot blevet renere og lidt mindre grumse-sludgy. Dette er helt elementært sket i kraft af Morten Grønnegaards vokal, der er både lysere og renere end på tidligere udspil. Han kan gå højt op i oktaverne og selvom vi ikke ender i Dickinson falsethøjder, giver det et markant andet – og i mine øjne – mere interessant udtryk til bandets sange.
Der blev tæsket fra land med førstesinglen, den fremragende “All Dirt” fra Oceans Into Their Graves og lyden var en smule unuanceret og lettere buldrende fra start. Det blev heldigvis allerede rettet op på andet nummer “Old Jealousy” ligeledes fra nykomlingen. Det var ikke uventet fra den, Rising hentede det meste af deres materiale denne eftermiddag, sandsynligvis fordi Grønnegaard ikke formår at synge de gamle numre med den brølende smudsighed, de bør fedtes ind i. “Old Jealousy” er et fornemt nummer med tunge riffs, fængende melodi fra første færd og spillet med den autensitet, de lagde for dagen, er der altså ikke mange der kan gøre dem det efter på den danske metalscene. Bravo.
Bandet havde til lejligheden indkaldt to kappeklædte korsangerinder og selvom de havde svært ved at bryde igennem den massive lyd og for alvor gøre væsen af sig, gav det et meget fedt lidt okkult element til koncerten. Der blev gået til stålet på scenen og alle bandmedlemmer gav den gas. De ville det hér og det er altid basis for en god fællesskabsfølelse til en koncert.
Selvom lyden havde fundet det rigtige leje, blev den desværre også en noget forstyrrende og indgribende medspiller i løbet af sættet. Flere gange midtvejs faldt lyden simpelthen helt ud og publikum stod tilbage med kun lyden af Risings monitorer. Synd og skam og måske ikke bandets fejl, men det genererede ufrivillig irrittation og ødelagde helhedsindtrykket, de fire fem gange det inden for kort tid hændte.
At Rising også favner 70´er tungrocken beviste de med en uovertruffen udgave af “Killers of the Mind” med de marchlignende rytmer. I det hele taget er Rising et ret eklektisk band, men de gør det på en sådan måde, at det virker samlende i stedet for forvirrende, simpelthen fordi der hele tiden ruger den samme stygge, olme og tunge grundtone underneden, der hviler grundigt i sludgens væsen.
Hen imod koncertens exit sagde Jakob Krogholt smilende skælmsk: Den er hård i dag, hva!?
Til det kan man svare, at ja det var den, men Rising gjorde en fornem indsats og formåede at skubbe – i hvert fald mine – tømmermænd i baggrunden, så man bare rockede med. Dét er sgu noget af en præstation på det tidspunkt af festivalen.
Lidt lydudfald og måske en kende for monotont udtryk i længden rykker ikke ved det faktum, at Rising leverede en vellykket og helt igennem spilleglad koncert.
