Ordsovs i Bremens intime rammer
Ordsovs var et ord der gik igen denne fredag aften i Bremen. Ikke alene fordi Peter Sommer er en mand, der har ordet i sin magt og kan røre, piske og kringle det i enhver retning, han finder belejligt. Men også fordi en af aftenens hovedpersoner – og Sommers hovedinspirator – er den afdøde gonzo-digter Bo Ark, der udgav én digtsamling, gennem sit tumultariske og tørstige liv. En digtsamling som Sommer plukker fra og gentagende lader sig inspirere af.
Netop troubaduren Peter Sommer har en forkærlighed for skæve og sære eksistenser, der lever et liv i randområderne og kun opsøger alfarvej for lidt mønt og lidt selskab på diverse gågader og indgangspartier, hvor almindeligt godtfolk findes. Se bare udenfor Bremen denne kolde tilfældige januaraften i det herrens år 2017. Her vimsede en skøn kolbøtte rundt iklædt en brun cottencoat og en slidt guitar om livet, spillende diverse mere eller mindre absurde kvad om dette og hint, for at lune os frysende dødelige, der pænt måtte vente i kø, for at blive lukket ind i den udsolgte varme sal kaldet Bremen Teater. Det skulle vise sig at være originalen Claus Handsome – en særling, der har fulgt Peter Sommer igennem det meste af hans Skanderborgensiske liv – som hovedaktøren, havde haft hjerterum til at hyre, som udendørs opvartning inden selve koncerten. Et kip på hatten for det.
Henad 20.30 traskede Sommer på scenen i ro og mag til et begejstret publikum, der tydeligvis havde glædet sig til at tage imod manden med den dybe stemme og de dystre tekster. Han satte os kærligt på plads fra start, ved at proklamere, at de som attenderede igår havde slået røven i sædet mindst et kvarter før os og at han da havde planer om at rive os i røven denne aften. For som han sagde: “Jeg er i et underligt humør i aften, jeg ved ikke rigtig hvorfor”. Så var den jovialt drillende tone ligesom slået an og det blev startskuddet til en koncert med vægt på nærvær, spilleglæde og ikke mindst humor af den herligt underspillede slags.
“Skønne Spildte Kræfter” satte igang og det nye og ganske atmosfærisk stille nummer lover godt for nyt album i nær fremtid. Det blev efterfulgt af en tung og hård bastard af “Valby Bakke”.
Midt i nummeret fik han vævet ind, at han aldrig havde troet, at han skulle står her på Bremen i 2017 og fremføre et knap ti år gammelt album for en sal, der var udsolgt endog meget hurtigt, mens han som en anden kristusfigur langsomt løftede armene til et bragende soloklimaks. Virkningsfuldt og ståpelsfremkaldende!
“Man hamrer løs på en åben dør” blev ligeledes serveret tungt og med heftig bund og tonsvis af ekko på vokalen. Før “Sang for Bo” blev protagonisten selvfølgelig behørigt hædret, som et fantastisk menneske, der desværre var så uendeligt dårlig til det der med livsførelse, at han ikke var blandt os mere.
Hele settingen er enkel med tre primærfarver i spil. Lyden er tæt på perfekt og musikerne på scenen nyder tydeligvis at spille.
“Hvorfor løb Vi” er væsensforskellig og skiller sig ud fra resten af repertoiret med sit dansable synthbeat og groovy New Order-ish bas og guitarlinjer. “Tigger” ligger lunt i svinget med en reference til Claus Handsome og undervejs får han adresseret Henrik Balling fra hedengangne Gangway, der sidder lænet mageligt tilbage på balkonen, og takket ham for strengt taget det meste af produktionen på Fra Rotterne Til Kragerne Til Hundene. Det bliver dog ikke rørstrømsk, for Sommer får givet ham en kærlig sviner ved at sige, at Balling er en mand der rykker hurtigt, bare ikke lige når han skal ringe tilbage. Vi andre får også kærligheden at føle, da Sommer med diabolsk smil i mundvigen påtaler, at alderskvotienten vist rammer hans egen, da toiletfrekvensen er alenhøj denne aften.
Pausen bliver imødegået med en bøn om vi dog ikke kan holde os til 20-25 min. maks.
Herefter vender Sommer og hans Tiggere tilbage med fornyet kraft gjaldende; I virker klar!!
“Tænk at i gider/ i disse streamingtider” messer frontfiguren inden titelnummeret fra aftenens omdrejningsplade søsættes. Fuld, fuld af kærlighed istemmer de begejstrede tilhørere, da linjerne synges og stemningen er helt optimal. Vi sendes igennem albummet og da bandet når “Sandhed no. 502” startes den med ordene: “Vi har spekuleret over i mange år, om vi dog har lufttilførsel nok til at spille denne sang. Vi får se”. Det gik nu fint og band og Sommer ser lettede ud efterfølgende. Efter en anekdote om Suzanne Brøgger og hendes roman Creme Fraiche, der ligger som grovinspiration for sangen “Chancetur” lukker den basdrevne sang anden sæt.
Tilbage står en tung og spillefed version af signatursangen “8-6-6-0” og aftenen afrundes velsmurt med en sprudlende version af “Rødt Kort”, hvor publikum kvitterer med fællessang og ekstatisk dans i mellemgangene og ned foran scenen.
Peter Sommer og Tiggerne leverede en glimrende koncert, der var både velspillet, stærkt underholdende med lune anekdoter, der var en Niels Hausgaard værdig og med en hovedperson, der på stille facon bemægtigede sig ikke alene scenen men også alles hjerter, som en ualmindelig eftertænksom, lun og charmerende starut, der i statur og lyrik efterhånden bider CV Jørgensen grundigt i haserne. Han har en alder, der skriger livsklogsskab og levet liv på godt og ondt og igår forærede han og gutterne os en oplevelse, jeg nødigt ville have været foruden.
