30.06.17 – Karl William – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Den danske crooner knøs Karl William levede varen på en regnvåd fredag, hvor han gav publikum lige dele popfest og intim sengekammersoul.

Mægtig og magisk

Mens regnen rislede ned, stimlede folk sammen under Avalons teltdug fredag eftermiddag. Nogle kom for at søge ly, men langt de fleste kom for at opleve den aarhusianske crooner knægt Karl William. Det mærkedes tydeligt i den forventningsfulde summen foran scenen. Den unge sanger har på meget få år skabt sig en following og et ry som dansk musiks fremtid, og det er ganske velfortjent. Karl William er en alsidig herre, der både kan levere kæk popmusik og sexet sengekammerrytmer. Og publikum fik serveret begge dele.

Karl William fik sin Roskilde debut på Rising for tre år siden, men han tog springet til den meget større Avalon med en tilsyneladende ro. Under overfladen pulserede begejstringen dog, og som han fik spillet sig varm, kom følelserne boblende frem. ”Det er det vildeste, jeg har prøvet i mit liv”, lød det fra en tydelig rørt Karl William, der var helt på røven over den åbne og varme modtagelse, som han fik.

Med en scene beklædt med blomster og et indtagende nærvær skabte Karl William og band et rum, der var både intimt og storladent på samme tid. Den sjælekrængende ballade ”Vi er Vi” fra den seneste EP Livet blev sunget med nænsom eftertænksomhed, der kom til at stå i skarp kontrast til den festlige stemning, der fulgte med ”Placebo”. Med minimal indsats og få armbevægelser fik Karl William folk med helt op i højeste gear. Resultatet var en smittende uforbeholden glæde, der spredte sig fra første række til vandpytterne udenfor teltet. Folk hoppede i takt og skrålede med for fuld skrue. Det var mægtig og mesterligt ansporet af en charmerende Karl William, der benovet råbte ”Fuck, hvor er I for seje!”

Nyt og gammelt materiale blev blandet i en herlig pærevælling, hvor vi fik 90’er synthpop i bedste Sanne Salomonsen stil med falset og funky guitar i sangen ”Lidt af gangen”. Der blev dykket lidt længere ned i bagkataloget med ”Syredronning”, en gammel kending, der gik rent ind hos de mange fans, der svajede og plejede tømmermændene med sangens bittersøde tekster og blide elektroniske rytmer. Vi blev præsenteret for nyt materiale flere gange, og det tyder på, at de melankolske dage er lagt bag Karl William. Det er nu lysere tider, hvor der er plads til fest og farver, og med den nye ”Ekstra glas” fik vi serveret læskende sommerpop og fængende rytmer, der lindrede i regnen.

Karl William formåede med forholdsvis få virkemidler at inddrage og engagere sit publikum. Med et par slentrende dansetrin og en uimodståelig umiddelbarhed fik han det optimale ud af Avalon, der kogte over af eufori. Ganske imponerende indsats fra en ung knøs på 22, der har tre EP’er og et enkelt album i baglommen, og som for alvor fik stadfæstet, at han har en lysende fremtid for sig.

Karakter 7

Karakter

7
More from Camilla Jørgensen
02.07.16 – Sturgill Simpson – Avalon, Roskilde Festival
Sturgill Simpson gav publikum en uforglemmelig tur til det musikalske vilde vest,...
Read More
0 replies on “30.06.17 – Karl William – Avalon, Roskilde Festival”