Så brænd de stavkirker, for satan!!
Pumpehuset lagde ryg til en ordentlig omgang norsk metal denne aften, hvor et af de bærende navne indenfor den norske black metal-bølge var på besøg med deres niende studiealbum Deep calleth upon Deep frisk på fad. Og det var et tungt og dæmonisk et af slagsen!
Satyricon er et interessant band af flere grunde. For det første har de været en del af den norske black metal-scene i snart tre dekader, og for det andet har de formået at udvikle både sig selv og scenen, for den sags skyld, henimod en mere organisk og bredere favnende lyd og udtryk. Siden starten i 90’erne, hvor bandet spillede ’klassisk’ black metal med en skærende, frenetisk lyd på især trommer og guitar, og frem til albums som Volcano (2002) og det fantastiske The Age of Nero (2008), hvor lyden bevægede sig over i et langt mere traditionelt rockende landskab, men stadig med reminiscenser fra black metal-traditionen. Til i dag, hvor bandet fremstår nærmest modent og afklaret omkring sit lyd og udtryk, centreret omkring de to hovedpersoner, Satyr på vokal og Frost på trommer.
Denne aften favnede bandets udviklingshistorie fra Volcano og frem, bortset fra de to sidste numre i hovedsættet, som var fra det tidlige album Nemesis Divina fra 1996. Men hovedvægten var tydeligvis lagt på de seneste fem albums, hvorfra vi fik hele fire numre fra Deep calleth upon Deep. På den måde fremstår Satyricon i dag med det udtryk, de har rendyrket i sidste halvdel af deres karriere. Men det, der gør de norske kirkeafbrændere sprællevende og nærværende i dagens metalunivers, er deres evne til at forene de tidlige black metal-traditioner med mere nutidig doom-metal, som vi kender det fra Moonspell, og med forgreninger ind i en hårdkogt industrial-sound, hvor det stålhårde, repetitive står i kontrast til det uregerlige og anarkistiske fra black metal. Og det viser den forholdsvise kompleksitet ved Sayricon – uden at gøre bandet hverken teknisk eller elitært – ved at indeholde så forskellige og tydelige genretræk, som normalt lever i hver deres parallelunivers.
På scenen stod Satyr som sædvanlig ved den hornede fork som en kommandør på et dødens skib, på vej ned i Dantes forestilling om det isfrosne helvede. Med sig havde han sin trofaste følgesvend, Frost, som spiller med en besynderlig teknik og lyd på trommerne. Der er fuld udblæsning på stortrommerne, som tordner løs med maskinel præcision, men stort set alle de andre trommer mudrer fuldstændig sammen i et konturløst og tåget landskab, hvor man nærmest ikke kan skelne de enkelte dele fra hinanden. Her mærker man lyden og produktionen fra de tidlige black metal-dage, kombineret med en slaveagtig bas, der ikke bestiller andet end at holde en brutal, rå rytme. Ikke nogen melodilinjer her.
De to guitarister lægger også mere en lydmur, end de spiller soli og gør sig til. Der er ingen tvivl om, at det er Satyr, der er hovedpersonen på scenen, med en guttural vokal, der momentvist lyder som Milan Fras fra Laibach, og med en doom-tyngde i musikken, der fik det gamle pumpehus til at skælve i fundamentet. Et af højdepunkterne på en solid og gennemført aften var ubetinget nummeret ”Commando” fra The Age of Nero, hvor vi fik black metal-intro, varieret vokal og med nok bandets sejeste, huggende riff og temposkift. Publikum kvitterede med en skov af næver, og generelt var der en fantastisk stemning – bortset fra et enkelt (sjældent) opløb til slagsmål midt i settet blandt et par berusede metalhoveder. Men der skulle mere til at ødelægge en gennemført, dedikeret aften med Satyricon, som kvittede af med tre encores og værdige buk mod publikum. Tak, for satan, for en fed aften!!
