Editors kom forbi et udsolgt Store Vega onsdag op til påskedagene. Egentlig overraskende bandet stadig kan sælge så mange billetter, da deres succesfulde fortid synes en saga blot efter de tre seneste kun halvgode album. Især det seneste album Violence er en noget tam omgang og desværre havde Editors denne bidende kolde martsaften valgt, at spille netop hele det album, minus en enkelt sang.
Det skal dog siges, at de nye numre gjorde sig væsentlig bedre live end på vinyl. Det var dog tydeligt da vi ved syvende nummer, nåede et flashback til deres fremragende debut The Back Room, at man vidste hvor guldet befandt sig, hvis man nogensinde skulle have været i tvivl. “Lights”, “Blood” og “Munich” blev leveret i streg og her fik bandet aftenens suverænt største bifald. Dark disco som de kaldte deres musik fra starten af karrieren og opbyggede en stor popularitet med den samtidige nybølge af postpunkere som også Interpol og White Lies indfandt sig med stor applaus hos det oplagte publikum.
Den triade blev fulgt op af “An End Has A Start” fra det aldeles glimrende album af samme navn. Vi blev også hen mod slutningen af hovedsættet beriget med “The Racing Rats” fra det album og Editors kunne med stor fordel have tilvalgt mere materiale fra det album. Men briterne ville det anderledes og lagde lidt ærgerligt stor vægt på de seneste tre album.
Vi gik dog “Eat Raw Meat = Blood Drool”, “In This light And On This Evening” og grovhittet “Papillon” i ekstrasalutten til stor glæde og fællesskrål. Inden da havde Tom Smith vist hvorfor så mange holder af hans mørke stemme og åbnet ekstranumrene med det smukke nye nummer “No Sound But The Wind” i ensom majestæt alene på en barstol kun iført akustisk guitar og sin voluminøse baryton.
Publikum var i superhumør og man mærkede at fadbamserne flød lifligt, da påskefridagene lå i direkte forlængelse af koncerten. Lyden var god og bandet udviste stor spilleglæde og enthusiame, der på ingen måde bar præg af, at være endnu en dag på kontoret. Tom Smith var særdeles veloplagt og havde som vanligt ikke den store kommunikationslyst mellem numrene, men takkede blot velvalgte steder for, at vi var kommet. Resten af bandet gav den også gas og havde de store smil på læberne gennem aftenens 90 min. lange sæt.
Havde sætlisten hvilet lidt mindre på Violence og taget 50/50 udgangspunkt i de ældre udgivelser havde det været en bragende aften. Istedet blev det enkelte perler og en del man stod igennem uden den store begejstring. Når det er sagt, kan man ikke klandre bandet, at de nægter at hænge fast i fortiden og vil det mere nutidige. Kiggede man på publikum omkring sig, var det dog tydeligt hvad mange havde håbet mest på.
