Svenske kaospiloter gjorde det igen
Trods otte år uden udgivelser fandt svenske The Hellacopters i 2016 sammen igen, efter at have stoppet i 2008. Det har endnu ikke ført til en ny albumudgivelse, men de svenske garagerockere har turneret flittigt gennem de sidste par år, hvilket i 2017 bragte dem til Roskilde Festival, og i aften landede The Hellacopters så i Store Vega i København.
Hellacopters’ syv albumudgivelser ligger mellem 1996 og 2008, og umiddelbart lignede aftenens publikum et modent et af slagsen, som havde været med på helikopteren fra starten af. Der blev snakket og nørdet musik, og forventningsglæden var ikke til at komme uden om. For mig var det mit første livebekendtskab med svenskerne, og jeg havde en frygt for, at de kom for at malke det sidste ud af en ellers ganske fin karriere. Sådan virkede det heldigvis ikke.

Svenskerne er både klassiske og klichéfulde, men den store forudsigelighed bliver pisket sammen med et skud punk og garage som en kloning af AC/DC og Ramones. I aften viste Hellacopters, hvordan de på en livescene formår at skyde endnu mere liv i deres bagkatalog. Koncerten havde sine off-momenter, men når den nåede sine højdepunkter, var energien til gengæld også på sit absolutte maksimum. På publikumsfavoritter som ”Toys and Flavors”, ”By the Grace of God” og ”I’m in the Band” peakede stemningen blandt publikum som hoppede og dansede i den skønneste tumult forrest i salen.

Kaptajnen Nicke Andersson er en sublim frontmand både i sin udstråling og sin formåen på en livescene. Med sin rå vokal gav han de catchy melodier den kant, som klæder dem så godt, og på sin guitar var han i en konstant leadguitar-duel med den tilbagevendte Andreas ”Dregen” Svensson. Deres guitarriff var nogle gange catchy og andre gange dejligt skramlende. De duellerede nærmest i solopassager, som kendetegner og bærer flere af gruppens numre.

Hellacopters lever! I bedste velgående. De kommer igen år efter år, og der er ikke noget, der tyder på, at svenskerne takker af i den nærmeste fremtid. Man kan undre sig over, at der ikke snart er et nyt album på trapperne, men leverer de, som de gjorde i aften, er ventetiden bestemt til at holde ud.