Småkedelig summerjam session.
Indiedarling bandet Vampire Weekend var fredag aften endelig tilbage på Roskilde Festival. Fans havde ventet næsten ti år på et dejligt varmt gensyn med de intellektuelle rockmusikere, der blander den rå lyd af new yorker indierock med solskinsinficeret afrobeats og musikalske finurligheder, der glæder og overrasker.
Desværre var der hverken meget at glæde sig over eller blive overrasket af. Det udvidede band mødte ellers talstærkt op. Foruden de tre originalmedlemmer forsanger Ezra Koenig, trommeslager Chris Tomson og bassist Chris Baio er bandet blevet udvidet med yderligere fire musikere på ekstra percussion, keys og guitar. Det har givet dem en fyldigere lyd på deres seneste album Father of The Bride,
men live har det kostet dem den vidunderlige, sprælske munterhed, som de hidtil har haft. På fredagens koncert så man den i små glimt, men hver gang flow i tempo og musik gik op i en højere enhed med publikum, så besluttede bandet sig for at jamme, og det bragte tempoet ned. Under de særlige Orange Summer Jam Sessions fik særligt bandets nye guitarist plads til at udfolde sig med syrede guitarsoloer, der trak i en helt anden retning, end musikken lagde op til. Det var så ærgerligt, for det startede egentligt fint med de første minutter af den legesyge “Sunflower”… indtil slutningen af sangen, hvor de improviserede guitarriffs fik koncert til at minde om en øver for et garageband. Senere fandt de stilen på fanfavoritten “Cape Cod Kwassa Kwassa” fra deres første album Vampire Weekend. Der var dømt sommerlejr fornemmelser foran Orange, hvor publikum sang med på falsetomkvædet. Bandet fik det til at se legende let ud at spille de komplekse modarbejdende rytmer i melodien, og det var tydeligt, at de selv morede sig undervejs og i sammenspillet med hinanden. Senere lagde “Sympathy” an til en regulær hoppefest, og der blev danset glædeligt blandt publikum, der mimede med på omkvæd. Det skabte en let og sjov stemning af gak og gøgl, hvor det føltes som det mest naturlige at te sig tosset til musikken, klappe med på beatet og gå amok til mellemspillet. Indtil tempoet endnu engang blev bragt ned af unødvendig guitarlir, der var umulig at svinge sin krop til.
Vampire Weekend kom godt rundt i bagkataloget og spillede et bredt udsnit af numre fra deres fire albums, så det var et alsidigt set. Men der kom aldrig et ordentligt flow i musikken, og slutindtrykket af koncerten var derfor, at det var en ujævn, til tider uengageret oplevelse at være vidne til. Det amerikanske band var afgjort bedst, når de spillede deres finurlige indiepoprock uden at give efter for trangen til at syre ud og give den maks gas på improvisationen. Den del bør de gemme til øvelokalet.
