Drengene fra et bedre sted
Forventningerne til aftenens åbner på Avalon er med rette tårnhøje. The Lads fra Dublin er vel nok det band, der er på alles læber siden deres debut album Dogrel fra 2019, som åbnede dørene til den bølge af bands, der genopdyrker og genfortolker post punk. Sidenhen kom den svære to’er A Hero’s Death året efter, men den virkede ubesværet for bandet, da den også blev et hit. Turnélivet var af gode grunde sat på pause, så i stedet udgav drengene Skinty Fia (2022), det man kunne forvente så blev den svære tre’er, men nej: Med det album i ryggen, har de for alvor indtaget playlister og scener verden rundt bogstaveligt talt. De ryddede bordet på den seneste Roskilde Festival i 2019 og undertegnet så en heftigt og tempopræget koncert i Store Vega tilbage i april og et kik i deres tourplan herefter, kunne giver panderynker hos enhver af bandets mødre: Ville de med 3-4 jobs om ugen gennem Europa og Nordamerika være i stand til at stå på en scene i slutningen af juni? Rygterne om en fantastisk koncert i den netop overstået Glastonbury festival kunne dog mane den spådom i jorden, men alligevel virkede det som om bandet ikke var helt oppe på tæerne onsdag aften. Altså den tætpakkede tour gør naturligvis det at bandet er supertight spillende Tom Coll på trommer, der styrer alt med hård hånd, men også selv på kreativ vis spreder fills her og der, godt bakket op af Conor Deegan på bas. Conor Curley og Carlos O’Connell samspil på guitarer leverer, den dejligt støjede baggrund, som er Fontains DC’s varemærke. Den på samme introverte og kontaktsøgende frontmand Grian Chatten var der, men energiudladningen lod vente på sig til sidst i settet og var mere rutinepræget end nærværende, set fra min plads i kanten af teltet. Avalon var mere end pakket og pladsen omkring var fyldt godt op – en tanke var om Fontains DC kunne have fyldt fx Arena op? Faktum er at publikum var tændte og fik det de kom for: et sammenspillet og solidt band, der spillede primært numre fra seneste album, som fremstår mere dystert og eftertænksomt end de to foregående.
Settet bygges op med numre der netop underbygger den introverte side af Chatten, og ca. midtvejs får vi det inciterende Televised Mind, hvor han synger:
All your laughter pissed away
All your sadness pissed away
Now you don’t care what they say
Nor do I
Er rock nd roll-drømmen lidt for hård ved de unge fyre? Man får det indtryk, da ensomhed er en fællesnævner i tekstuniverset og måske også en konsekvens af at de har fjernet rødderne i Dublin og er flyttet til London.
Koncerten afrundes med personlige favoritter, som I Love you – som ikke er en kærlighedserklæring, men mere et udtryk for en længsel efter samme – og crowdpleaseren The Boys From the Better Land, der for alvor sætter gang i de forreste rækker, men her slutter festen brat. En time blev det til; et solidt og velspillet set, men alligevel gik man derfra med en følelse af at det her kunne have været bedre. Måske en hård dom på trods af en velspillet koncert, men bandet har selv sat baren højt og det forpligter.
