01.07.22 – Jerry Cantrell – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Jonathan Weiner

Riff-kongen kom, så og sejrede.

Der var dømt far-rock for alle de middel aldrende mænd, hvis primære tøjgenstand i 90’erne var en skovmandsskjorte. Ja, det mandlige køn var overrepræsenteret til en halv-sen koncert med guitar-guroen og sangeren fra Alice in Chains, som mange mener var DET band der overskyggede de andre grunge-bands i tiden. Altså, vi snakker naturligvis om Nirvarna, Pearl Jam, Soundgarden og Stone Temple Pilots m.fl. og måske var de 90’ernes svar på Led Zeppelin, som også var kendt for en stram ramme, en super proff guitarist og en markant stemme. Om det er sandt eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer for, men alle der kan lide lidt potent rock, kan skrive under på at Alice in Chains bagkatalog med numre som bl.a. ’Dirt’, ’Would?’, ’Them Bones’, ’We Die Young’ og ’Rooster’ var hits i sin tid, men også har vist sig at være yderst holdbare. Ydermere er kompositionerne tight og fyldt med lækre guitar-riff, som gør at man virkelig kan få svinget lidt med sin luftguitar. Alice in Chains var i den grad også defineret af Layne Staley, hvis stemme bredte sig over et par oktaver og han havde mere luft end de fleste, til at kunne holde tonen; hans rockstemme var unik og det er vel kun Chris Cornell fra Soundgarden der nåede samme højder. Alt sammen i datid, da Staley desværre døde alt for tidligt efter et årelangt heroinmisbrug.

Med sig på tour har Jerry Cantrell eget solo-materiale og han har senest udgivet Brighten (2021), men et smugkik i de seneste koncerters setlister afslører, at Alice in Chains fans får deres hits. Forventningerne er derfor skruet op til en tur down memory lane, fra dengang far var en ung mand og Roskilde festival var fyldt med bands, der kom fra rock-land.

Formationen denne aften er forholdsvis ret omfattende. Udover Jerry Cantrell selv på vokal og guitar, så flankeres han af Greg Puciato på vokal på de mere krævende numre – det kommer vi tilbage til. Puciato er også kendt fra Dillinger Escape Plan, så det er en habil støtte Cantrell har med i tour-bussen. Vi finder også Tyler Bates på 2. guitar, George Adrian på bas, Gil Sharone på trommer, Michael Rozon på pedal steel og akustisk guitar samt Jason Achilles på keys, men han er på aftenen afløst af en kvinde, hvis navn vi ikke fangede – det gik meget hurtigt for Cantrell at præsentere sit band.

Koncerten lægger forsigtigt ud med ’Atone’ fra Cantrells seneste album og det er mest for at band og publikum kan lave de indledende opvarmningsøvelser inden koncerten for alvor bliver skudt i gang. Puciato virker lidt nervøs, men han er også yngstemanden på et sjak af voksne mænd (og en kvinde). Rock attituden er på plads hele vejen rundt: Adrians Fender-bas har tydelige tegn på et langt liv på landevejen, Sharone har taget alt hans slagtøj med og der spilles på et lækkert synth fra svenske Nord, som kun de seriøse musikere bruger. Cantrell selv skifter flittigt mellem div. guitarmodeller – den ene flyver tilmed gennem luften på et tidspunkt i et guitarskifte til stor forskrækkelse for publikum. Lidt sjovt står Tyler Bates i tung læderjakke, men den får han da kæmpet af sig, efter det første nummer: attitude må vige for bekvemmeligheden. 

Da det er på plads, så fyrer bandet de store raketter af i form af ’Them Bones’, der virkelig får gang i teltet. Puciato viser virkelig, hvorfor han er taget med: Han kan virkelig de her numre på rygraden (modsat Cantrell selv, der han en iPad spændt fast på sit mikrofonstativ) og hans fraseringer sidder lige i skabet og man kan reelt ikke høre forskel på ham og Staley – i hvert fald ikke på dette tidspunkt af aftenen. Han støttes af Cantrell, som gerne synger med. Herefter kommer det bedste fra Alice in Chains bagkataloget og der er fællessang ikke bare i crewet, men i hele teltet. Der er horn i luften og det er muligt at se samtlige luftguitarstilarter, headbanging og der er godt gang i den oppe foran scenen – vi er kort sagt i himmel eller måske nærmere i tidsmaskinen tilbage til 90’erne, hvor både musikken og publikum havde deres haydays.

Det er ikke uden grund at Cantrell kaldes riff-gud. Når man som undertegnet forsøger at lure ham af, så ser man at hans – også advancerede – akkordskift er afsindigt hurtig, præcist og kraftfuldt, ja nærmest percussionerende, hvilket er helt naturligt, nu hvor han er selvbetitlet kapelmester. Som jeg oplever det, så har han og trommeslageren en rollefordeling, hvor Cantrell godt kan tage styringen og lægge rammerne, selvom Sharone helt tydeligt godt ved, hvad det handler om. Under et af koncertens sidste numre, spiller Cantrell og Bates helt synkront efter et break, men også her viser Cantrell teknisk overskud og smider lidt lir ind imellem hans akkord-skift. Altså det her er guitar-lir for alle drengene i teltet.

Det kan undre mig hvad synth-spille og især det lidt sære valg af Rozon på pedal-steel især fordi de forsvandt helt ud af lydbilledet, men det ødelægger ikke oplevelsen og helhedsindtrykket af et super tight band. Ligesom flere andre koncerter på festivalen, så slutter den noget brat efter en time i det her tilfælde med ’Rooster’, som får Puciato til at smide hæmningerne så han nu står helt ude på scenekanten. Jerry Cantrell og hans lejesvende leverede det vi kom efter: Guitar-lir, fællessang og genoplivede minder.

Karakter 9

Karakter

9
Written By
More from Lars Markussen
02.07.22 – Idles – Avalon, Roskilde Festival
Punken peakede på Roskilde  Idles er et af de mest hypede band...
Read More
0 replies on “01.07.22 – Jerry Cantrell – Avalon, Roskilde Festival”