Punken peakede på Roskilde
Idles er et af de mest hypede band fra den britiske punk-rock/post-punk bølge fra England, som sejrer verden over pt og det viste koncerten med stor tydelighed lørdag aften. Teltet var godt fyldt op en halv times tid før koncertstart og da Idles indtog scenen var der ikke én der kunne vrikke med ørene og hvis man stadig havde lidt angst for nærvær med andre mennesker, var dette ikke et sted for dem. Der var dog stadig flere der ville helt ind foran og tættere på for at se, mærke og ikke mindst deltage i koncerten. Og med god grund, for det skulle vise sig at Idles havde tænkt sig at tæppebombe med deres atomare post-punk og ikke havde tænkt sig at tage fanger med hjem.
Koncerten startes med det dystre og bi-polare ‘Collossus’, som har en lang og faretruende intro, men falder helt over i den anden ende af spektret mod slutningen og så er skaden sket; gulvet gynger frem og tilbage med festglade punks og en god portion nysgerrige, der allerede her ser en kende bekymrede ud. Vil de overleve eller tage en tidlig flugt?
Det fører os over i det ildevarslende ‘Car Crash’ og selvom jeg er noget fra scenen, mærker jeg trykbølgen, når Joe Talbot råbet sine tekster ned i mikrofonen. Herfra er det fuld fart på og vi når vidt omkring Idles 5 albums – heraf et live album. Vi springer til ‘Mother’ – en feministisk og politiske tekst – som ligesom alle andre numre manisk drives frem af Jan Beavis pumpende trommer. Det bemærkelsesværdige – for mig – er Idles ret store popularitet; det virker som om hele teltet kan samtlige Idles tekster uden ad og ved eksakt, hvornår alle breaks er, så der kan hoppes – især ind i sidemanden. En mor og datter ved siden af har nu trukket sig helt fra deres plads, da der trækkes op til ‘wall of dead’ – et fast ritual ved især heftige metal og punk-koncerter, hvor der laves en kløft mellem publikum og når det helt rigtige break kommer, løber man ind i hinanden og skaber et mosh-pit. Talbot holder en kort pause og holder en åben tale til publikum: “Show Love and compassion, take care of each other, no aggression” og til scenens crowd control en opfordring til at se igennem fingre med crowd surfing mm. da netop denne flok har et samhørigt og respektfuldt sammenhold. Det virker til at det er sandt for resten af koncerten svæver publikum tillidsfuldt over hinandens arme og der er flere store og små mosh-pits under teltet. Jeg har mine punkkoncerter under bæltet og jeg har ikke oplevet noget lignende og jeg var tæt på at ramme min egen grænse for skubben mm. men man kan faktisk deltage på flere niveauer og det blev respekteret bare at være i udkanten. Respekt til det især unge publikum, som virkelig gav den gas.
Den lidt sjove titel ‘Never fight a Man With a Perm’, som ligesom åbningsnummeret er en ‘ballade’ ala Nick Cave and The Bad Seeds ‘Stagger Lee’ – altså en brutal røverhistorie. Selve omkvædet pumper mere energi ud i publikum med det evigt gentagende ‘Concrete to Leather’, som råbes ud af alle tilstedeværende. Fantastisk! Her får Beavis om muligt endnu mere travlt og der tæskes virkelig igennem på guitarerne. Herligt!
Idles tekster kredser politiske emner – kritiske overfor det etablerede og konservative – hylder mangfoldighed (guitarist Mark Bowen optrådte i aften i kjole) og racisme som i fx ‘Danny Nedelko’, hvor Talbot synger om at være ven med en fremmed og have en polsk slagter. At den i sin form nærmest er en pub-sing-along sang er vel nærmest ironisk. Andre svære emner som angst er de heller ikke bange for at berøre.
Talbot kaster sig også ud i flokken foran scenen og på ryggen giver han os en potpourri af bla. Beatles ‘Hey Jude’ – på deres egen ironiserende måde – Princes ‘Nothing Compares to you’ og jeg hørte også et Nick Cave nummer. Koncerten slutter punktligt efter en time og tilbage står folk glade og smiler til sidemanden og -kvinden ved siden af. Flere står og forsøger forgæves at få Idles på scenen igen, men vi ved godt det ikke vil ske.
Fontaines DC åbnede Avalon med fyr og flamme og Idles får i den grad lukket cirklen med post-punk fra UK på Avalon lørdag. 50 år med Roskilde Festival – der er stadig plads til punk.
