Han er bogstaveligt talt vokset op i den kirke, hans farfar var prædikant i. Og kirkens rum og musik har altid fyldt meget i hans personlige univers – både musikalsk og trosmæssigt. Undertegnede mødte en forholdsvis ung Eugene Edwards til et interview for godt 25 år siden forud for en koncert på Loppen. Men alle mine planlagte spørgsmål om alle de ting, der er på spil i musikken og teksterne blev besvaret med ”I believe in every word of the holy book”. Alt kunne føres tilbage til biblen og alt, hvad der foregår i Edwards’ univers, er betinget af de ord, der står i biblen. Hans udsagn blev understreget af et sæt isblå øjne, der kiggede fast på mig under hele interviewet, mens han gentog sit mantra om ”the holy book”. Men på trods af sin faste tro og konstante udgangspunkt i den religiøse tekst, foregår der sindssygt meget i Edwards’ musik, der har med alt muligt andet at gøre: tvivl, fordømmelse, fortabelse, ensomhed, og følelsen af at være helt alene i verden med sin tro. Alle disse elementer går igen i 16 Horsepower, Woven Hand og i hvad han ellers har rodet med gennem årene, som en lysende, rød, hellig tråd, der væver sig gennem, musikken, manden og de tanker og refleksioner, der kommer til udtryk gennem hans karakteristiske vibrato vokal og det grundlæggende folk noir, som det hele bygger på.
Edwards har optrådt adskillige gange på dansk grund, både assisteret af muskuløse bands og som enlig troubadour med hvæsende harmonika og guitar. Denne aften i Hotel Cecils hyggelige kælder var der lagt op til en intim aften med Edwards på guitar med en håndfuld sange fra 16 Horsepower og Woven Hand og et enkelt Bob Dylan-cover. Der var udsolgt, og stemningen var forventningsfuldt vibrerende, og da manden iført bronzejakke, tætsiddende jeans, solbriller og Stetson kom slentrende frem for bagtæppet, blev han mødt med begejstrede tilråb. Ingen tvivl om, at Edwards har mange trofaste fans i Danmark! Og nu startede en rejse gennem Edwards imponerende bagkatalog gennem 30 år. Efter et par indledende sange fra Woven Hand fra Star Treatment og Ten Stones fik vi endelig et 16 Horsepower-nummer med ”Outlaw Song” fra Folklore. Og sådan fortsatte det den næste gode times tid med besøg til tidligere albums og med et par afstikkere i form af Dylans ”As I Went Out One Morning” fra hans i mine øjne bedste album John Wesley Harding, men leveret på en særlig Edwardsk facon, der gav nummeret en helt anden stemning og forløb. Og med et cover af aftenens måske mest interessante indslag med ”Sign of the Zodiac” af Rasputina. Her kom der lidt ekstra tænding, og guitar og vokal fik noget mere kant og nerve, som jeg generelt savnede i resten af programmet.
Det er altid fedt at høre Edwards musik fra alle hans konstellationer, og den mand har musikken dybt indlejret i sin sjæl og musikalske dna. Han besidder en tordenrøst, der passer perfekt til den missionerende og søgende rejse, han som individ har været på, siden han blev indfanget af kirkens kor og hvælvede klang med sit hellige budskab. Denne aften fik vi smagsprøver fra alle epoker af karrieren, men da Woven Hands ”White Bird” flagrede forbi som ensomt ekstranummer stod jeg alligevel tilbage med følelse af, at det hele kunne have været så meget bedre, hvis Edwards havde taget nogle af sine legekammerater med og givet musikken nogle flere muskler at arbejde med. I stedet havde han arrangeret en konstant summende feedback-lignende pedal, der lagde et konstant tæppe af lyde under de akustiske numre, hvilket i længden endte med at irritere mig. Så hellere opleve numrene i deres nøgne majestæt. Og så var der i øvrigt adskillige andre numre, jeg hellere havde set på setlisten. Men sådan er det jo ofte, når kunstneren har skrevet så meget god musik. Det samlede indtryk endte med at være en formidabel kunstner, der leverede et lidt for introvert og uengageret sæt af nogle numre, det ville være fantastisk at opleve med et fuldt band. Men så er der heldigvis noget at glæde sig til.
