29.06.23 – Eyes – Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen

Hvis der er et dansk hardcoreband, der for tiden har fået stemplet “skal ses live, når muligheden byder sig”, så er det Eyes. De har med deres to udgivelser Underperformer og Congratulations skabt en solid hype om deres navn, og det er fuldt fortjent – begge plader byder ind med en kaotisk og punket lyd, hvor man sagtens kan fornemme inspirationskilderne, men som de alligevel formår at gøre til deres egen.

Det er det perfekte band til at sætte gang i publikum klokken 13.30 denne torsdag på Eos-scenen. Hvis de fremmødte er lidt trætte, så er Eyes den kop kulsorte kaffe, de har brug for. Victor Kaas er født til denne opgave, og som indpisker spilder han ikke sin tid, og støvskyen fra pitten er beviset på, at bandet har publikum i sin hule hånd. Lidt balloner på scenen og Eyes skrevet med store bogstaver på bagskærmen er alt, hvad de har brug for af sceneoppyntning – musikken og reaktionen fra folk taler sit eget tydelige sprog.

Foto: Claus Wrang Michaelsen

Resten af bandet spiller tight og energisk – det er da også nogle erfarne kræfter fra den danske scene, og der er ingen sceneskræk at spore. Lidt gæster dukker op i løbet af koncerten – først Jacob Bredahl fra Hatesphere, bagefter en for mig ukendt vokalist og til sidst råber Benjamin fra Syl med på sidste sang, mens Victor Kaas hopper ned fra scenen for at skrige de forreste direkte i hovedet.

Der bliver flere gange spurgt, om vi kan klare mere, og det kan vi i den grad. 45 minutter får vi, men de kunne sagtens fortsætte for mit vedkommende. Det er dog nok for det bedste, at de stopper her, for vi skal jo helst også have energi til resten af dagens musikprogram.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Karakter 9

Karakter

9
More from Christian Bøggild Otte
28.06.23 – Queens of the Stone Age – Roskilde Festival
Der kan nok siges meget om betydningen af, at et band som...
Read More
0 replies on “29.06.23 – Eyes – Roskilde Festival”