Vi startede dagen tidligt, ikke med en koncert, men med et interview, eller ”talk”, inde på det dedikerede nørdområde, der er skudt op på Copenhell, nemlig CopenhellCon. Blandt stormtroopere, arcade-maskiner, brætspil, mangesidede terninger og figurmaling kom Scott Ian på scenen, for at snakke om sin egen nørdhed. Ian er, selvfølgelig, kendt fra både Anthrax, S.O.D. og nu Mr. Bungle, der skulle spille lidt senere. Selvsagt var grunden nok til at Scott Ian var på scenen, fordi han også skulle spille til Copenhell. Men der er ingen tvivl om at han var et godt valg til en talk, for han er også en 100% true blue nerd, på alle tænkelige gode måde. Dertil kommer, at Scott Ian, som jeg tror alle, der har set bare ét interview med ham, også altid er en gennemført wholesome, rar og interessant og velformuleret person at høre på. Det var han så også live in person til talken, når han snakkede om sine mange nørd-interesse ud i nichefilm, fantasy og tegneserie.
Netop i forhold til tegneserie tror jeg de fleste nok havde fået den del med for lang tid siden. Som i da Antharx’ i 1987 lavede sangen ”I Am The Law” til 2000AD-tegneseriens kæmpe (anti-)helt Judge Dredd (fra deres tredje plade, Among the Living). Judge Dredd blev også i høj grad brugt til bandets t-shirt på det tidspunkt, så vi taler her om en ægte nørdsamarbejder med det mest ikoniske fra UKs vilde tegneserie-scener. Altså jeg sagde True Blue Nerd, gjorde jeg ikke?
De nørdede interesser er noget Scott Ian aldrig har sluppet, så der er mange røverhistorier (for nørderne). Noget af det seneste og største er hvordan han har fået lov til at medvirke som en White Walker i måske den største fantasy-tv-serie nogensinde, Game of Thrones. Det vidste jeg faktisk ikke, men det slog mig med det samme, hvor perfekt hans look er til en White Walker. Altså hvis han holdt op med at smile, og det gør han sjældent. Overordnet, en herlig, rolig måde at starte dagen på.
Men Mr. Bungle, grunden til at Scott Ian var her, blev også kilden til dagens første dilemma. Deres koncert var blevet flyttet, og lå nu lige oven i koncerten med Die Krupps, som jeg virkelig havde set frem til. Så skulle det være Mike Pattons stjernespækkede wierdo-metal-band, med næsten genialitets-garanti, eller 80er-tidlig-90er kultbandet, industrial-pionerene fra Ruhrgebirtet, der ikke har været meget i Danmark, gennem årtierne? Denne her gang blev det tyskerne der vandt.
Jeg så de to første numre med Mr. Bungle, hvor Patton og co. virkede til at være i topform oppe på Helviti-scenen. Derefter gik jeg ned mod Pandemonium, mens jeg bad til at jeg ikke ville blive skuffet og at jeg havde truffet det rigtige valg.
Die Krupps – Pandemonium
Der var ikke voldsomt mange mennesker foran scenen op til koncertens start, så det var let at komme godt op foran. Godt nok på sin måde, men også let bekymrende. Ind kommer bandet, tre af dem originale medlemmer fra firserne-Alle tre har beholdt det industrielle look, med helt sort tøj, eller armyoveralls, og tætsiddende helt sorte solbriller, men ellers på alle andre måder ligner nu mere ligner aldrende, almindelige tyske mænd. Selv forsanger Jürgen Engler, der for mig var topmålet af cool i starten af halvfemserne. Eneste undtagelser er den nye guitarist, der er alt de andre ikke er, blond, langhåret, uden solbriller og tydeligvis yngre og spændstigere (og tidligere har spillet med Sisters of Mercy).
Men alt det skulle vise ikke at betyde så meget, når først musikken spiller. Hele bandet er en tight maskine, der banker præcist derudaf uden nogen tøven. Publikum er med fra starten, det var tydeligvis det vi alle kom for, klassisk guitarbåret 90er industrial. Ingen er her on a whim, vi er alle all in. En af højdepunkterne er ”Metal Machine Music”, hvor genstanden, der optager pladsen midt på scenen, kommer i brug. Det er en svejset kasse, med rør stikkende ud på den ene side, alt sammen i råt metal med lette rustpletter. Forsanger Jürgen hiver en metalstave frem og hamrer rytmer og toner frem på den, alt imens det hele oplyses af glimt af svejselys. Ægte industriel musik, lyder af metal mod metal. Publikum er begejstret, endnu mere end de allerede var. Der jubles, moshses og crowdsurfes. Hele bandet er tydeligvis rørt af hvor meget publikum er med. Der er her Engler siger, for det første, hvor fedt et publikum vi på Copenhell er, og for det andet, hvor meget kvinderne sparker røv her, i forhold til fyrene. Han har aldrig set så mange crowdsurfede damer. Det bliver så en ting fra da af. Resten af koncerten er der en nærmest konstant strøm af kvinder, der løftes op og crowsurfer hen til scenen (som man jo gør).
Jeg kan efterfølgende sige, jeg aldrig har set så mange kvindelige crowdsurfere til en koncert, ikke noget i nærheden af. Så koncerten var et brag af en fest, fyldt med glæde og smil, selv om det måske ikke lige er det første man tænker på, når man hører ordene ”tysk proto-industrial”. Og ja, de spillede selvfølgelig også deres 90er (mini) hit, ”To the hilt”
The Hives – Helviti
Let ør af glæde fra Die Krupps, kom jeg næsten lidt for sent til The Hives, da jeg tror jeg gik glip af de to første numre. Givet at det er The Hives, så skal heller ikke mange minutter til, for alle The Hives sange er hurtige og korte, under to minutter i snit. Særligt i starten, hvor frontman Howlin Pelle Almquist og resten af holdet endnu ikke skruet helt op for deres crowd theatrics endnu. Der er faktisk gået ca. 10 år, hvor The Hives egentlig ikke har lavet noget. Men denne torsdag eftermiddag er det som om der kun er gået en uge eller en måned siden den sidste koncert, man måtte have set dem sidst. De er alle i matchende sort-hvide suits, denne gang med lyn på. Thight og crisp på samme måde som den garage-rock de leverer. Med ordene ”HIVES” stående i lysende store bogstaver bag sig, den eneste sceneudsmykning, som altid. Eneste forskel er at bassist Matt Destruction er udskiftet med The Johan and Only fra det ligeledes svenske band Randy.
Howlin Pelle er, som altid, frontmanden, der virkelig tager sit arbejde alvorligt. Han driller og prikker til os, som publikum. Snakker dansk til os, og spørger om vi ikke kan lide dem? Ingen i publikum får lov til at svare, før Pelle siger at det er også ligemeget, for om 10 sange vil vi alle elske dem, ligegyldigt hvad. De vil hellere have had eller kærlighed,varm eller kold, end lunken midt imellem, fortæller Pelle. Det kan jo være svært, når man nu er let lunkne danskere, og ikke all-in, do-or-die svenskere. Men jeg tror faktisk, Pelle fik ret, og at da koncerten sluttede, var alle blevet vilde med The Hives. Måske skete det allerede da de hen mod slutningen spillede deres gennembrudshit fra 2000, ”Hate to Say I Told You So”. Deres første og største hit. Så var det svært at stå stille, og man måtte overgive sig til The Hives.
Biohazard – Hades
Heldigvis kom jeg i god tid til denne koncert. Hives havde spillet lige ved siden af, og som altid spillet hurtigt, tight og præcist. Så jeg nåede helt op foran og det var helt sikkert en god beslutning. For Biohazard-koncerten blev en af de bedste indtil da, og helt klart festivalens bedste moshpit indtil da (måske fordi jeg stod så tæt på den, but anyway). Hardcore-veteranerne fra New York skulle vise sig at være i absolut topform. Ikonografien på scenen lagde tydeligvis op til, at deres klassiske 90er-plade som Urban Discipline og State of the World Address var i fokus. Og helt rigtigt, så bestod koncerten af næsten alle topsange fra de to plader. De spillede “State of the World Address”, “Shades of Grey”, “Tales From the Hard Side”, “Urban Discipline”, “Black and White and Red All Over”, “Wrong Side of the Tracks” og “Five Blocks to the Subway” (nogenlunde i den rækkefølge).
Og endog deres cover af Bad Religions “We’re only gonna die”. Ingen gamle fans kunne klage over valget af sange, eller deres veloplagthed og ren glæde ved at være her. Hvis det ikke havde været så støvet i pitten, havde der ikke været et øje tørt. Særligt da guitarist Billy Graziadio bevægede sig ned og gennem circlepitten ud til alle fansene, lige i hjertet. Kærlighed var der masser af, og både Billy og bassist Evan Seinfeld under hele koncerten satte konkret ord på hvordan New York Hardcore handler om. Nemlig at se ud over etniske og andre sociale grænser, være åben og hjælpe omkring sig, og selvom musikken er hård, netop kærlighed og glæde. Noget der ikke kan overraske hvis man kender bandet og genren, men til sidst var der også et shout out til Limp Bizkit, der skulle spille efterfølgende på den store scene lige ved siden af. Og det var helt sikkert af hjertet, også når man tænker på at Limp Bizkits DJ Lethal på et tidspunkt også var en del af Biohazards bandopsætning
Hvilket leder videre til aftens ubetingede hovednavn, der for godt små 20 år var blandt de allerstørste, samtidig med at mange betragtede dem som summen af det allerværste indenfor nu-metal.
Limp Bizkit – Helviti
Der var godt fyldt foran Copenhells største scene, inden Limp Bizkit gik på, ikke proppet, men godt fyldt. For der var ikke meget, der konkurrerede med dem i deres sene-aften timeslot, og tydeligvis ville de fleste alligevel ikke have været til festivalen, uden også lige at have set aben, bare for at kunne sige at man havde. Mine forventninger var næsten ikke-eksisterende, og der var ikke meget pres eller lignende opad mod scenen, eller noget andet forventningsfuld hujen eller lignede. Så jeg tænker, at jeg måske ikke er den eneste, der havde det sådan.
Men hvis man havde regnet med at se nogle rock-ringvrag, man kunne ryste på hovedet af, eller kunne snakke om hvor dårlige de altid havde været, så blev man nok skuffet.
Limp Bizkit gik til tiden, sharp, uden nogen vild intro, bare straight rock and roll, op og ud på scenen, sige hej og så er vi igang. Og derfra kørte de uden nogen som helst rysten på hænderne, helt stilsikkert en koncert-slash-dj-set-fest. Behøver jeg at sige, at de spillede alle hitsene fra dengang? “Rollin”, “Break stuff””, Nookie”, the Who-coveret “Behind Blue eyes” (som man kan synes om hvad man vil, men de har gjort den til deres egen) osv.
Fred Durst, nu med et stort, gråt skæg, iklædt skriggul vejarbejderjakke(!), og cap (dog ikke rød, men grå), var showstyrer og omdrejningspunkt. Hvilket han gjorde med overbevisende ro, jordbundet og ærlighed. Han havde kontakten med publikum lige fra starten, og det kom lige fra hjertet (“i love you too” kom der flere gange). Hans bevægelser var på en eller anden måde afmålte og meget roligt kontrollerede, så han løb eller hoppede ikke rundt som en crazy. Men samtidig med så han stadig fyldt med gimmick og glimt i øjnene. En befriende selvironi og uhøjtidelighed var den generelle tone.
“Nineties-music? The shorts I have on are nineties-style, the shoes are… my underwear are from the nineties too”.
Guitarist Wes Bolland var også på alle måder, som vi husker ham, med et crazy stage outfit. Middelalderhjelm/maske kombineret med en eller anden form for loge/ordens outfit. DJ Lethal stod for at kæde det hele sammen med loops, og gamle pophits man kunne synge med på vævet ind mellem numrene. Hvor Fred synger med, så det nogle gange går over i direkte covers. Limp Bizkit’s vrede brake-up-sange, kunne nu også være refleksioner over hvordan man havde misforstået hinanden, og forhold (ikke nødvendigvis amourøse) der engang bare var kørt af sporet. For der var så meget bare bred, rummelig kærlighed, der kom over scenen, og tilbage mod dem, end hormonfyldt vrede. Det varmede, nærmest katarsisk, og man fik bare lyst til at sige: “alt er tilgivet boys, alt er tilgivet, tilgiv alt bullshit herfra”.
