Mogwai har pĂĄ de første tre gigs pĂĄ indeværende tour, testet deres nye og fremragende album The Bad Fire i sin helhed inden et udvalg af sange fra bagkataloget fuldendte aftenen. Men denne aften i Vega blev deres nye materiale rystet sammen i bolsjeposen med ældre perler. Mogwai trĂĄdte aldeles fornemt ind pĂĄ rockscenen i 1997 med den sublime debut Mogwai Young Team. Den plade indeholdt to eksplosive mastodonter og milepæle indenfor genren – “Like Herod” og “Mogwai Fear Satan”. To numre der respektivt altid har været at finde pĂĄ deres sætlister igennem deres 28 ĂĄrs virke.
11 regulære og ekskvisitte album plus en stribe soundtracks er det efterhånden blevet til og diskografien vidner om et ualmindelig højt bundniveau. Selvom deres tilgang og fremtoning på scenen virker både sammenbidt, melankolsk, pessimistisk og seriøst til yderste fingerspids, så tag ikke fejl, for skotterne er samtidig fuld af tør humor, hvilket deres snurrige titler på diverse album så rigt udtrykker. Mogwai var en af fadderne til Postrocken skulder ved skulder med bl.a Godspeed! You Black Emperor. I al fald trukket i en mere muskuløs loud/quiet/loud og atmosfæretung retning en deres store inspirationskilde Slint. Selvom der bestemt er monumentale støjcrescendoer at finde på især deres tidlige albums, får den lige et ekstra nøk på distortionpedalen live og i koncertrummet udfolder deres primært instrumentale kompositioner sig for alvor og i fuldt flor.
Jeg har set The Scottish Guitarbrigade et tocifret antal gange og fortidigt var deres koncerter leveret med så øresønderrivende volumen, at man næsten så sig nødsaget til at forlade rummet foran scenen selv med ørepropper i. Kun Swans, My Bloody Valentine og Godflesh var vel ret beset de eneste, der kunne prale af at spille endnu højere back in the days. I dag siler blodet heldigvis ikke ud af ørene, når man frekventerer Mogwai og deres lyd er også blevet en anden med tiden. Der er kommet flere elektroniske og krautede elementer indover deres soniske landskab, hvilket har holdt dem friske igennem tiden. Vokal med og uden vocoder leger guitaristen Stuart Breatwaite også med fra tid til anden, men det er nu primært et vokalløst output bandet eksekverer.
“God Gets You Back” lægger fra land præcis som pĂĄ den spritnye plade The Bad Fire og her stĂĄr det klart, at den næsten udsolgte sal stĂĄr foran en magtdemonstration med krystalklar lyd perfekt monitoreret fra mixerpulten, bĂĄde hvad angĂĄr volumen og skabelsen af et rum, der tillader samtlige instrumenter, at stĂĄ sĂĄ hver enkelt anslag og riff høres og mærkes. Der følges op med en perfekt version af “Hi Chaos” ligeledes fra nykomlingen. Den spilles med en indfølt indledning inden crescendoet tĂĄrner sig op mod himlen og guitar,- og basbredsiderne fra Stuart Braithwaite, Barry Burns og Dominic Aitchison dominerer. OgsĂĄ Martin Bulloch pĂĄ trommer har en udpræget feel bĂĄde for de hviskende, næsten jazzede fills og de bombarderende hug, nĂĄr det kræver sin tilstedeværelse. Bandet stĂĄr i baglyset af forskeligge farver, der matcher intensiteten og den emotionelle varme i numrene, mens der kastes lidt røg ind i ny og næ.Â
Efter en fin udgave af “Coolverine” fra Every Country`s Sun, sætter bandet ekstra distortion pĂĄ den næsten rivende sørgmodige “Rano Pano” fra Hardcore Will Never Die, But You Will. Det er som om de salte tĂĄrer, der løber ned ad kinderne pĂĄ en kradser en sĂĄ det bĂĄde er en fryd og en sært ubehagelig tilstand, man befinder sig i. Nummeret er en klar indikator pĂĄ den insisterende følelse af dyb vemod, Mogwai har for evne at lægge i ens sind og korpus. Som en slags musikalsk melankolsk masochisme, man ikke vil være foruden. Senere pĂĄ aftenen mødes vi af to store Mogwai-numre, der udspiller bandets stilsikre egensignatur. Deres mesterlige evne til den langsomme opbygning, hvor lag pĂĄ lag bygges pĂĄ inde den grandiose og eksplosive finale. Henholdsvis “If You FInd This World Bad, You Should See Some Of The Others” – det mĂĄske allerbedste nummer fra The Bad Fire og klassikeren “X-Mas Steps” fra Come On Die Young.Â
Efter de to numre hiver man nærmest efter vejret og er sansemættet helt til grænsen. Derfor er de to efterfølgende og mere let til bens “Hunted By A Freak” med Braitwaithes Vocodevokale linjer og “Fanzines Made Of Flesh” et tiltrængt og velvalgt pusterum. Mogwai afrunder koncerten med de næsten skammeligt iørefaldende “Ritchie Sacramento” og The Bad Fires helt store ørehænger “Lion Rumpus”. Her kunne man i grunden gå veltilfreds hjem, men Mogwai vil mere og giver ikke sådan lige slip på publikum denne fredag aften i februar.
Efter pausen træder skotterne igen på scenen og serverer den næsten vegeterende og smukt eksekverede “Pale Vegan Hip Pain”, inden den monolitiske og alenlange “My Father, My King” afslutter koncerten. Det nummer er både åndeløst smukt og voldsomt kradsbørstigt. Man føler næsten den øver vold på publikum, så tænderskærende hårdt den leveres. Her tages absolut ingen fanger og alles ansigter på scenen er skulende med stålsatte rødsprængte pupiller, mens de tæsker den til ende. Her skilles fårene fra bukkene og man forstår hvorfor netop Mogwai bliver kaldt gudfædrene af Postrock genren. Mageløs afslutning på en mesterlig aften, man simpelthen ikke kan have nogen indvendinger imod. Alt fungerede og både band og publikum synes tilfredse og mætte efter seancen, mens et bragende bifald sender skotterne smilende ud fra Vegas scene.
Kom endelig igen, næste gang i har et nyt album i ærmet.
