Gloria-scenen på Roskilde plejer altid at være garant for nogle tunge og anderledes oplevelser, hvor det omsluttende mørke på scenen giver en fornemmelse af, at man lige pludselig træder ud af Roskilde Festival og ind et sted, hvor alt kan ske. Denne torsdag er det Couch Slut fra Brooklyn, som skal få liv i os metaltrængende hoveder, og umiddelbart forventer jeg noget fedt. De har et ry for at levere intense koncerter og det er tydeligt, at mange har set frem til at opleve dem på Gloria. Alligevel må jeg indrømme, at oplevelsen ikke helt lever op til forventningerne.
Fra start mangler der simpelthen gnist. Bandet virker trætte, og det tager tid, før de får kontakt til publikum eller hinanden. Først efter et par numre begynder energien at stige, og man kan ane, hvorfor de har fået deres ry. Musikalsk trækker de på tunge, støjende elementer, især med referencer til bands som Chat Pile, og der er ingen tvivl om, at de kan skabe en rå og kompromisløs stemning, når det fungerer.
Frontperson Megan Osztrosits sætter sig selv i spil både fysisk og følelsesmæssigt, og der bliver ikke lagt skjul på, at smerten i musikken har rod i virkeligheden. Det bliver ret voldsomt undervejs, men også lidt for meget, og jeg sidder flere gange med en fornemmelse af, at det bliver lidt for teatralsk og performativt.
Hen mod slutningen kommer der dog mere liv i både band og publikum, især da Megan deler ud af personlige historier, hvor de fremmødte er klar til at gribe hende. Her opstår der et øjeblik, hvor musikken og stemningen går op i en højere enhed.
Desværre er det for sent til at redde helhedsindtrykket for mig. De stærkeste øjeblikke kommer først til sidst, og det er ærgerligt, at koncerten ikke starter med samme intensitet. Jeg håber på mere, især fordi de tunge, Chat Pile-agtige passager faktisk fungerer rigtig godt, når de endelig sætter ind. Forhåbentlig finder Couch Slut balancen fra start næste gang, for potentialet er der – det bliver bare ikke forløst denne gang.
