Country er en sjælden fornøjelse på Roskilde, men denne lørdag eftermiddag på Avalon får vi besøg af en af genrens stærkeste nye stemmer. Vincent Neil Emerson ligner den ægte vare – Texas ned til støvlespidserne, både i udtryk og lyd – og ophavet mærkes straks, da han sætter sig med sin guitar og placerer den tændte cigaret på guitarhovedet. Her er ingen tvivl om, at vi har at gøre med the real deal (han forklarer også senere, hvordan han rent faktisk prøvede at begå sig som cowboy, men nok måtte indse, at musikken var hans kald).
Vi lægger ud i det stille tempo, hvor Emersons karakteristiske twang får lov at folde sig ud. Han virker fuldstændig tilbagelænet og upåvirket af festivallens støj, og sammen med sin lille trio leverer han klassisk klingende sange, der emmer af støvede landeveje, truckstops og hverdagsliv i det amerikanske syd. Det er musik, der kræver ører, der lytter, men det er ikke rigtigt, hvad publikum er kommet for i dag, hvor der bliver snakket og hygget godt igennem, så snart man allerede kommer halvvejs bagud i teltet.
Det er synd, for Emersons fortællinger og stemning fortjener mere opmærksomhed. Alligevel holder Emerson og bandet fast, og undervejs får vi en gradvis optrapning fra de afdæmpede numre til mere hoe down og saloon-stemning, hvor Avalon for en stund forvandles til en texansk bar.
Alt i alt er det en koncert, der vokser, jo mere man giver sig hen til den – og selvom det havde klædt Emerson at spille på en mindre scene med mere nærvær, fungerer Avalon som en glimrende ramme for en afslappet hangout-oplevelse. Man kan ikke undgå at ønske sig, at publikum havde holdt lidt mere mund, men Emerson holder stilen hele vejen og leverer en af de sjældne countryoplevelser, der bliver hængende efter sidste akkord. Ham gad jeg godt dele en sixpack Miller High Life med.
