Mathpop eller progpop er bare to prædikater, man kunne smide efter trioen, men det ville ikke yde dem retfærdighed, for der er mange andre ting i spil også. ecrecy er helt sikkert ikke til den konservative lytter, men er man åbensindet og elsker en på opleveren, kan Ungdomskulen levere soundtracket til et spændende bekendtskab.
Henrik Olesen har kunstnerisk og kvalitativt begået en fin EP, men efter min smag bliver lyden lidt for kølig til, at den minimalistiske stil står stærkt nok frem. Det er med til at skabe et klart skel til Olesen-Olesen-lyden, selvom sangene ellers har mange tråde dertil – og det er et spørgsmål om smag, om det er godt eller skidt.
Brighton-bandet Levellers spiller i Vega 27. oktober og kan fejre 25 års jubilæum næste år. Bandet har på de to seneste udgivelser fundet tilbage til deres klassiske lyd og udtryk, og forsanger Mark Chadwick fortæller i dette interview om, hvordan Levellers selv og musikscenen generelt har udviklet sig.
De gamle synthrock-helte i Ultravox leverede en fornem koncert i Amager Bio. Intet mindre end 26 numre præsenterede de det aldrende publikum for og sikke en sætliste.
Alle i Amager Bio var i festligt humør, bare ved tanken om at skulle opleve Scissor Sisters. At Scissor Sisters’ teatralske sceneshow og uhørt høje energiniveau ikke holdt vand i halvanden time, var Amager Bios gæster ligeglade med. De havde en fest, og det synes også at være Scissor Sisters’ hovedformål med deres koncerter.
Gammel kærlighed ruster aldrig. Veto er i mine øjne eneherskere på den danske elektrorockscene. Unikke og sindssygt effektive i deres rigide udtryk. Vel gør…
Yellowbellies ved lige præcis, hvordan de skaber en flot, rar og nydelig lyd, og de ved stadig, hvordan de skal skære en god popsang. På ”Daylight Savings” gør de bare lidt for meget af det samme hele tiden, og derfor er der langt imellem, at vellyden også fæstner sig i bevidstheden i længere tid ad gangen.
Kendere af Efterklang vil vide, at deres musik er som skabt til at lægge et symfoniorkester på, og det gav da også Efterklangs komplekse popunivers endnu en dimension under en flot koncert onsdag aften.
Hun dukker op fra stort set ingenting, sangerinden Hollie Fullbrook fra New Zealand. Hun debuterer under navnet Tiny Ruins, og det gør hun med et album, der sitrer af nærvær og autencitet, og som bringer skyhøje løfter.
Der skues tilbage i tiden enkelte steder på Tako Lakos første egentlige fuldlængdealbum, men allermest fornemmer man dog, at bandet har det bedst, hvor de er nu, og det er forståeligt, da bandets nutid er helt fantastisk at lægge øre til.
Muse skuffer stort med The 2nd Law. De skal nok stadig kunne fylde stadions rundt om i verdenen, men jeg tvivler på, at der kommer lige så mange nye fans til, som der er gamle, der falder fra. Det er Muse selvfølgelig ligeglade med – og det skal de også være.
Hun havde mange sider, den lille canadier. Lille af statur, og hun vidste knapt nok, hvor hun skulle kigge hen, når salen tiljublede hendes sangtalent. Resten af bandet kiggede bekræftende på hende, som om de ville sige, at hun var god, og at hun skulle tage imod jubelen.
Jeg nyder absolut et enkelt stykke Källing i ny og næ, og alle numre på dette album har hver deres berettigelse. Som helhed bliver albummet bare for pænt og ensartet, og er det svært at fastholde opmærksomheden om albummet fra start til slut.
For ti år siden brød amerikanske Interpol stort igennem med debutalbummet Turn on the Bright Lights. Siden har Interpol udgivet 3 albums, uden helt…