21.03.18 – Anvil – Beta, København
byClassic rock i én dimension Som tidligt skud på NWoBHM-bevægelsens stamtræ blev canadiske Anvil for snart 40 år siden spået en lysende fremtid, men…
Classic rock i én dimension Som tidligt skud på NWoBHM-bevægelsens stamtræ blev canadiske Anvil for snart 40 år siden spået en lysende fremtid, men…
En helt igennem glimrende koncert, hvor eneste anke må være, at lyden godt måtte være flere nyk højere. Det havde klædt aftenens ellers glødende præstation at få de rette decibel-bank i solar plexus, så man fik de godtgørende knubs og blå mærker, en elektronisk koncert kalder på.
Selv om der er 3 måneder til dette års Copenhell, så kan festivalen i dag løfte sløret for årets plakat, og dermed også det…
Efter 90 min takker Fu Manchu af og kan klappe sig selv på skulderen over en præstation, der måske ikke går over i historien, men som så sandelig giver folk, hvad de er kommet for – en fest af de tunge uden de store dikkedarer eller fortænkte, overgjorte og komplekse numre.
En magtdemonstration er til ende efter 150 min. fabelagtig koncert i noget, der må betegnes som en af Wilsons bedste præstationer på dansk grund. Femte gang jeg ser ham og denne var utvetydigt hans mest suveræne udførsel af egne og Porcupine Trees sange.
Der er ingen tvivl om, at publikum blev taget med down memory lane, sammen med en engageret og tændt Ian Anderson. Og generelt var der en rigtig fin stemning i den store rå betonsal, der heldigvis også leverede en fin lydkvalitet – selvom der blev spillet umanerligt lavt. Men man har nok været bekymret for, om musikken ville overdøve Andersons stadig virile stemme, der dog ikke besad fordums kraft.