Det er fjerde gang jeg ser Kellermensch live og det esbjergensiske band bliver ved med at forbløffe mig og bekræfte mig i, hvor godt et band de vitterligt er. Ikke at dette var deres bedste liveoptræden, men mere troen på, at de er et af Danmarks bedste og mest unikke rockensembler.
Jackass 3D vil få nogle til at juble og synes at Knoxville og co. er Guds gave til den dårlige smag, mens det hos andre, undertegnede inkluderet, lynhurtigt får smilet til at stivne. Faktum er, at Jackass 3D er en elendig opsamling af banaliteter og – i modsætning til intentionen – helt igennem usjove sange. Tværtimod er der decideret pinlige øjeblikke på albummet.
The Hundred In The Hands er überstiliserede og har med debutudspillet lavet en plade, som en god del af vejen mod mål er cool, elegant, distanceret og fornem synthpop, men anskuet som et hele forstyrres af de mere rockede forsøg.
Lisbon er et perfekt vinteralbum uden musikalske saltomortaler eller badutspring, bare plain rock af den gode gamle skole med solidt spil og melodier i traditionel musikalsk opstilling, som for en stor dels vedkommende vokser fra glimrende til suveræne – no more no less!
Les Savy Fav har begået en solid plade, som indimellem forfalder til lidt for skematiseret og gennemtygget indierock af den amerikanske skole, men som et godt stykke hen ad vejen er knippelgodt skruet sammen.
Minimalismen trives i bedste velgående hos No Age, som leverer bevisbyrden og argumenterne for forcerne i lo-fi rockens eksistens. Det er netop i den dogmatiske stringens, at californierne har deres særkende.
På Autechres nye album skrues tempoet og kompleksiteten lidt ned, uden at det går ud over substans eller spændstighed i deres hightech univers. Det er dog fortsat i mødet mellem beats af bastant tyngde som fundament og sprælske og finurlige melodier at musikken har sin berettigelse.
Kølig elegance møder svulstig 80´er synthpop og artrock fuld af spleen og weltschmerz på Church With No Magic. Den voldsomt sortrandede lyd er over the top i en sådan grad, at jeg står af. Indimellem er resultatet fint, men alt for ofte kedes man gudsjammerligt
Endnu et sprængfarligt og kværnende hårdt album fra et unikt band. Udtrykket er sort som aftjent motorolie, men kan man lide sin musik sådan, er der ingen vej uden om.
April Divine har for mål at erobre det amerikanske marked og det kan godt tænkes de lykkes med det. Deres kalkulerede og fokuserede lyd, som går bramfrit og direkte efter teenagefeltet, vil vinde hjerter og drengedømme. I min lille andedam, ser det dog anderledes sort ud for bandet.
Man kunne beskylde primus motor Bjarke Søballe Andersen for at have pip i kasketten og han vil sikkert opfatte det positivt, men hans projekt Dans & Lær er ikke nær så interessant, som man kunne have håbet. Cadeau skal dog lyde for forsøget, men det bliver hverken rigtig komisk eller musikalsk vellykket, det kvintetten disker op med på Havens Fugle.
Den fine fornemmelse for den gode melodi i det krasbørstige lydbillede er det som gør, at Kill Tech trumfer mange andre ellers lovende og udmærkede bands. Nordmændene har en udpræget evne til at skyde både smukke og særdeles catchy mellemstykker, såvel som soloer ind i de kompakte og massive numre. Den force gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til Inappropriate.
Black Lillies er sandsynligvis ikke musik tænkt til sofaen eller til særlig undersøgelse af eksperimenterende musikalske nyskabelser, men indimellem på albummet forsøger duoen sig med mere melankolske og introverte ideer, som kalder på en anden indgang til Black Lillies musikalske univers og det er her bandet har en indgang til mig.
Lyden var god under hele koncerten og detaljerne led aldrig under den massive bund af guitarer. De finesser keyboardet supplerer den psykedeliske tungrock med på plade, kom fornemt til udtryk og bassen var tilpas sovset og grumset, men aldrig mudret og stod knivskarpt de steder den dominerer og groover effektivt.
På scenen bestod udsmykningen af corny lysfakler i plast op imod en bagvæg udsmykket med gyldne paraplyer, der signalerede en slags fotosession på et modelbureau blandt modebranchens linselus. Linselus er Blonde Redhead dog på ingen måde, for de fremstår nærmest forsvindende anonyme og anæmiske på en rockscene