Næsten hvert nummer der bliver spillet, er et lille højdepunkt i sig selv, da band og orkester klinger smukt, lysshowet er helt i top, og Cocos kraftfulde og smygende røst fylder lokalet, der understøttes af hendes lækre, intuitive danse-moves.
Få sparker røv som QOTSA, når de gider. Det gad de det meste af fredag aften, så selvom det langtfra er deres bedste koncert på dansk grund, er det stadig klasser over det mange andre bands formår.
Sætlister kan altid diskuteres, men Black Sabbath gav os indiskutabelt en nærværende, seriøst velspillet og helt igennem glimrende aften down memory lane med noget så forunderligt som god lyd i Forum. Alene det burde give topkarakter.
Bastille leverede en vellykket Bastille-dag i Store Vega. Selv om de i perioder skød med lidt for løst krudt, endte de med at levere en både festlig og slagkraftig koncert, som den udsolgte sal formentlig gik tilfredse fra. De gav os de hits, vi ventede på, og de overraskede os med både 90er-dance og hård rock, som de færreste nok havde set komme.
Det blev en aften, der pendulerede mellem det magiske og det henslængt ligegyldige- men indrømmet – den holdning tror jeg ikke, at jeg deler med flertallet, for omkring mig var lutter brede smil og dansende mennesker, der tydeligvis havde ventet alt for længe på Pixies. En skønsom blanding af folk som undertegnede, der var med helt tilbage fra begyndelsen i 80´ernes heydays og unge nytilkomne, der har set lyset i amerikanerne, der tilsyneladende har fået endnu en glansperiode med nye fans.
Flere facetter af fortid Bands, der var store for 20-25 år siden kan være en blandet fornøjelse at opleve på deres ældre dage. En…
Cave lutrede sin indviede menighed i går aftes i første del af to afteners koncerter i Falconer Salen. SAS Radisson´s luksuriøse rammer passede fint til det altid ulasteligt klædte Bad Seeds, men dermed hørte sammenligningen også eftertrykkeligt op, for Cave var som vanligt vred, galdende og frygtindgydende, under store dele af koncerten.
Få kan stille med så suveræn en sætliste som Tindersticks stillede med i går, men når man som jeg, har lyttet til bandet siden debuten i 93 og aldrig har forpasset en chance for at se dem live, når de besøger København, må jeg erkende, at jeg havde forventet lidt mere, end bare et deja vu fra sidst de indtog DR´s flotte rammer.
Normalt plejer jeg at skamlytte et band inden en koncert for at være helt varmet op, men det havde jeg droppet denne fredag, for at give musikken et sæt helt friske ører. En af grundene til den valgte taktik var, at de previews, som jeg tidligere havde hørt fra Vista Chino, på ingen måde havde imponeret mig, så sangene skulle have chancen live.
Lidt ensformigt elektronisk synth-pop byder op til fængende dans Småsnakkende og lidt bedugget stemning Grinende, snakkende og rygende koncertgæster. Kvinder med gryde-frisure eller undercut….
Har man en gang set norske Kvelertak live ved man, at der er lagt op til en energisk fest af en koncert, og da bandet gæstede Amager Bio, overbeviste de endnu en gang de fremmødte om at de er et af de mest imponerende livebands, der kan opdrives i disse tider.
The Dillinger Escape Plan er en helt unik liveoplevelse. Både i kraft af deres genre, deres livekvaliteter og deres nærmest umenneskelige energi på en scene. Ingen tvivl om at man skal være gearet til den vildskab, som de kompromisløst smider i ansigtet på publikum. Men er du oppe i gear, veltrænet – ja kald det hvad du vil – så bliver du revet med af The Dillinger Escapes eskapader.
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Denne aften fejrede hun sit jubilæum med sit danske publikum i Store Vega, og det blev gjort med manér.
Chillwave-skæringer leveres med overstrømmende varme Dansk opvarmingsband lægger stilen for aftenen Spillestedet Lille Vega er fyldt med koncertgæster, der gør sig beredte på gulvet…
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.