08.07.12 – Dr. John and The Lower 911 feat. Jon Cleary – Arena, Roskilde Festival
byVoodoo-majestæten holdt seance på Arena. En af de fornemmeste opgaver Roskilde Festivalens bookere har påtaget sig, er at præsentere festival folket for ny musik,…
Voodoo-majestæten holdt seance på Arena. En af de fornemmeste opgaver Roskilde Festivalens bookere har påtaget sig, er at præsentere festival folket for ny musik,…
Merrill Garbus repræsenterer den kvindelige gør det selv ånd, og hvis jeg nogensinde skulle interviewe hende, ville jeg ihvertfald aldrig drømme om at spørge om et så dumt, men desværre også ofte stillet, spørgsmål som: “Skriver du din musik selv?”
Særligt Justin Verners moderne gang i folk-rock giganternes sko, bekræftede at han allerede har overgået legendariske Jeff Buckleys storhed, og er det 21. århundredes bedste bud på en ny Neil Young.
Da Mew nåede til ekstranumrene, der bestod af de ellers stærke ‘Introducing Palace Players’, ‘Speciel’ samt det nye nummer, var koncerten allerede afsluttet. Bandet sluttede nemlig hovedsættet af med den altid smukke ‘Comforting Sounds’, og når det nummer er spillet, er en Mew koncert slut. Basta! Man fristes til at kalde det et selvmål, men dog et utrolig smukt et af slagsen.
Især Mikkel Boldings guitar-støj og hypnotiserende synthesizer-lyde, gjorde sit for at sparke lidt liv i en ellers ret kedelige koncert, men på trods af Boldings ligheder med beat forfatteren Allen Ginsbergs karakteristiske udsende, var koncertens spændingskurve meget jævn, og uden de store højdepunkter. Tværtimod virkede det mere som en tilbagelænet øver, en tømmermandsramt søndag formiddag.
Selvom Roskilde Festival ikke har præsenteret det bedste program i mands minde i år, var offentliggørelsen af svenske Refused et kærkomment syn på plakaten. Efter 14 års dvale og med garanti ekstremt mange tilbud om reunioun-koncerter, havde Dennis Lyxzén og co endelig valgt at tage på tour igen sammen.
Guitargeniet og hans legeplads For de fleste er Jack White synonym med The White Stripes, men i år udkom hans første soloalbum. På Roskildes…
Tunghed, men intet tungsind Man skulle være lidt af en natteravn, hvis man ikke ville gå glip af amerikanske Crowbar og deres sydstats sludgemetal…
Baroness var et meget ventet rocknavn på årets Roskilde Festival. De er et af flere bands, der har forsøgt sig med at smide metalgenren ind i smeltedigel for at ramme sin helt egen unikke stil. Kvartetten fra Georgia har blandet progressiv rock og metal, med psykedeliske elementer, hvilket har gjort dem til et populært navn.
Engelske Spector henter inspiration fra flere forskellige steder. Energien og tempoet i musikken leder tankerne mod både The Killers og Kaiser Chiefs, men når man ser de unge englændere i deres blazere og højt knappede skjorter og hører deres brug af synths og keyboard, kan stilen også sagtens lede tankerne mod navne som Roxy Music, Spandau Ballet og Ultravox, som sagtens kunne være stilikoner for Spector.
Man kunne frygte at det vemodige og indelukkede musikalske univers ikke ville kunne føle sig hjemme på den store scene, men det lykkedes nu meget godt fredag aften. Det var sikkert, godt og business as usual.
Gossips Beth Ditto skal man altid glæde sig til at opleve. Som altid var hendes humør højt i Roskilde, og som altid trodsede hun sin fysiske voluminøse fremtoning, og havde iført sig en stram sort kjole og bare tæer. Dejligt at hun trodser irriterende mode- og skønhedsidealer, for Beth Ditto er lækker i udstråling, attitude og humør på en scene.
Selvom numrene aldrig rigtigt ville stoppe, og nok var dobbelt så lange som album-versionerne, var festen næsten igang non-stop. Selvom klokken rundede 4.00, før festen sluttede, og solen, i bedste Spleen-stil, var brudt frem da publikum forlod Arena, virkede folk mere energiske end trætte, efter Spleens rave.
Det kunne undre, at der ikke stod “1/2 Sonic Youth” i festivalprogrammet, nu hvor bandets trommeslager også var på scenen, men Lee Ranaldo var uden tvivl hovedpersonen på scenen, og de tre resterende musikere indfandt sig i rollen som backing band rigtig godt. Man kunne især mærke de mange års sammenspil imellem Ranaldo og Shelley, sad lige i skabet.
Klokken var 14, og vi burde være trætte. Odeon var pænt fyldt, der var flere flag i luften og der var allerede blevet langet en del øl over disken. Jeg var positivt overrasket, allerede inden koncerten startede, og jeg begyndte at føle mig meget klar på en omgang stonerrock med Red fang.