Post Orgasmic Chill pÄ Skinsk manér
Aftenen stod i Skunk Anansies tegn. ForstÄet pÄ den mÄde, at den koncert som tidligere Skunk-forsangerinde Skin gav i Lille Vega denne fredag aften, viste klare tegn pÄ en bevÊgelse tilbage mod der, hun er kommet fra. MÄske en reaktion pÄ, at Fleshwounds, hvor Skin udleverede sig selv med meget fÞlsomme, inderlige sange, ikke blev modtaget sÄ vel af publikum.
Koncerten pĂ„ Vega var del af en prĂŠtour, hvis man kan kalde det noget sĂ„dan. I marts udkommer Fake Chemical State, Skins andet soloalbum. Allerede nu er singlen “Alone In My Room” til at finde pĂ„ nettet. Ved fĂžrste lyt af den var jeg ellers ikke syndeligt positiv, men at opleve Skin live med selv samme nummer var en oplevelse, som kun sent vil blive glemt.
Aftenen startede med to nye numre, hvor Skin – ifĂžrt sort/hvid-stribet bluse, stramme jeans, slips og mĂžrk hue hoppede rundt pĂ„ scenen, som var hun hĂžj. Energiudladningen var total, sĂ„ man nĂŠrmest mistede pusten foran scenen og lod stemningen indtage Ă©n. Herefter fulgte en fabelagtig version af “Faithfullness” fra Fleshwounds, der i aftenens anledning var mere rockprĂŠget, men stadig med samme inderlighed, som jeg personligt syntes var dybt fascinerende pĂ„ albummet. Gode gamle “Weak” fra Paranoid & Sunburnt, Skunk Anansies fĂžrste album, blev i modsĂŠtning hertil hevet ned i tempo og leveret af en Skin badet i rĂždt lys. Fascinerende.
For mig var det fĂžrste mĂžde med sangerinden efter mange Ă„rs glĂŠde ved bĂ„de Skunk og Skin. Jeg havde en idyliseret forestilling om den feminine sag, som hun fremstilles som pĂ„ Fleshwounds, men aftenens koncert overraskede mig – oplevelsen af Skin som en lille trold med udstĂ„ende Ăžjne, en voldsom energisk rastlĂžshed. Det var en ganske anden Skin end den, jeg indeni havde dannet mig et billede af.
Aftenen fortsatte i det gamle og det nyes tegn. Der blev bĂ„de plads til “Trashed” fra fĂžrste soloalbum og til flere af de gamle Skunk Anansie-numre, “Charlie Big Patatoe” fra Post Orgasmic Chill, “Hedonism” fra Stoosh og en fremragende “I Can Dream” som sidste nummer fra Paranoid & Sunburnt.
Det imponerede mig, at Skin brÊndte igennem med en setliste, der var sÄ prÊget af nye sange, men det var den velplanlagte vekslen mellem det gamle og det nye, der i den grad virkede. Ikke bare pÄ mig, men pÄ det bÞlgende publikum, der tydeligvis ikke havde noget imod at slippe og forsvinde i Skunk/Skin-world.
Det var en aften, der kort sagt var helt vild. Skin lagde ud med et – pĂ„ bedste britisk – “You really look fucking fuckable”, stagedivede af to omgange til en securitymands store bekymring, havde publikum pĂ„ scenen flere gange, blandt andet en ung fyr i en selvfabrikeret “I Love Skin”-bluse. Og sĂ„ var der den konstante flirt med, ikke bare hele publikum, men med musikken og bandet.
Det var en aften i perfektionens tegn, som kun havde Ă©n enkelt fejl – at den var for kort. Og det var absolut ikke Skins skyld, for hun gav sig fuldt og nĂ„ede op et sted mellem 12 og 15 numre, hvilket er yderst passende, men jeg er sikker pĂ„, at alle blandt publikum godt kunne have klaret mere. Velkommen tilbage Skin – vi glĂŠder os til det nye album.
