Lidt for muntert og uvedkommende
Det her med hip hop er lidt en kliché. Det handler om at have en fucked-up hverdag, som man så kan dele med resten af verden under udtryk for, at man ikke passer ind – og egentlig har det fint med det. Fredag aften gik nyeste skud på den danske hip hop stamme, århusianske Johnson, på scenen på Rust for at levere endnu et kapitel i hip hop-historien, men det skete uden nerve, uden smerte og uden den troværdighed, der er så altafgørende.
Der var ellers godt pakket på Rust. Ikke overraskende var en stor del af klientellet unge piger, men aldersgennemsnittet blev pænt lignet ud af en del på den anden side af 30. Johnson gik på halv elleve med ”De Drømmer” og sammen med en vis Rune, som supplerede Johnson igennem hele hans sceneoptræden. Det slog hurtigt én, at scenen var for lille til det show, som Johnson var parat til at give, for der blev virkelig gået til den med håndtegn, seje moves og skuespil mellem de to rappere på scenen.
Johnson lagde fremragende ud ved at fortsætte med ”Total Lokal”, ”Tattoos” og ”Drama”, men herefter gik koncerten gevaldigt ned af bakke. Monotonien rykkede ind – og viste, at Johnson nok har gode sange, men budskabet er for kedeligt og ikke gennemtrængende nok. ”Dankort Blues” blev leveret i bedste albumstil, det samme med ”Kender Du Det” – kort sagt var der ikke rigtig incitament for en tur til koncert i forhold til at hygge hjemme med albummet på anlægget.
Og så alligevel – Rune, der flankerede Johnson på scenen, stjal en stor del af opmærksomheden ved at være levende, vedkommende og storflirtende. Alt det, som Johnson søgte at give udtryk for gennem småsnakken med publikum, leverede Rune igennem handling og udtryk. Her kunne Johnson virkelig lære noget!
Det skal også siges, at koncerten sluttede lige så godt, som den startede. Alle hits blev linet op fra ”Det Passer” til ”Fra Mit Kvarter” (hvor L.O.C virkelig var savnet) og endelig til det, som vi alle ifølge Johnson var kommet for, nemlig ”Kig Forbi”. Og så gik Johnson af – og folk begyndte at smutte ned efter jakker (de havde jo fået det, de var kommet efter?). Det var vist ikke efter planen, for Johnson kom hurtigt tilbage for at give det ekstranummer, som han havde planlagt. Måske han skulle have set nederlaget i øjnene – hvis publikum ikke klapper dig ind, er der nok en grund til det.
Alt i alt var det en aften i selskab med en afslappet Johnson, der brugte enhver given lejlighed til at råbe ”skå-ål”. En aften, hvor han blev overstrålet af sine homies på scenen og egentlig spillede fallit i forhold til at være vægtig nok inden for genren. Problemerne er ikke store nok, Johnson ikke ynkelig nok, nærmest lidt for glad til hele line-uppet. Men sådan er det jo nogle gange.
