Dúné: Fra polske talentspejdere til stjernerne
På trods af en gennemsnitalder lige omkring myndighedsalderen har de danske debutanter Dúné allerede lagt mange år bag sig på de danske spillesteder. Nu står det syv mand (dvs. 6 mand og 1 kvinde) store band med et debutalbum i hånden og verden for deres fødder, selv Amerika har fået øjnene op for deres charme og indielectroc, som de så sigende selv beskriver deres stil.
Travlheden smitter da også af i min interviewsituation med Dúné, som foregår fra hver vores del af landet bag hver vores computer, tre styks faktisk, for i den anden ende befinder sig bag én computer Mattias Kolstrup, forsanger, og bag en anden Ole Bjørn Sørensen, synth og vokal. De havde for travlt til at mødes, men ikke til at give Diskants læsere et indblik i bandets hverdag her kort efter debuten We Are In There, You Are Out Here.
Diskant.dk: Først og fremmest tillykke med, at I er nået hertil, hvor I er – og tillykke med debutudgivelsen, som sker i skrivende stund. Diskants anmelder (læs anmeldelsen her) har valgt at give jer en rating på 6 ud af 10 for en debut, hvor halvdelen er forrygende, mens resten ifølge hende vidner om manglende erfaring og ubehjælpsomme rim. Nu kan I få muligheden for selv at lege anmeldere og give jeres debut nogle sætninger med på vejen, samt en rating på en skala fra 1 til 10 (hvor 10 er bedst). Kort sagt, hvordan lyder Dúnés egen anmeldelse af We Are In There, You Are Out Here?
Mattias: 8/10. Der altid små ting, der kan laves bedre, og der er altid små ting, man bliver irriteret over. Men sangene står stærkt, og det samme gør melodierne. Men f.eks. har et nummer som ”80 Years”, som anmelderne elsker at svine, allerede vist sig at være en publikumsfarvorit. Både live og på pladen.
Ole: 8/10 (så er der de næste to til den næste plade). Jeg synes, pladen er sjov, fordi den er sammensat af spritnyt materiale og helt vildt gammelt materiale, på den måde er pladen ikke super homogen, men bliver spændende og alsidig at lytte til.
Diskant.dk: Hvordan er det at bevæge sig fra at være et live-band til pludselig at være et band med et debutalbum i hånden?
Mattias: Først og fremmest betyder det, at folk er begyndt at kende sangene, når vi er ude og spille. Desuden kommer vi ud til et bredere publikum. Men ellers er der ikke den store forskel.
Ole: Det er rart! Man kender pludselig sine numre og arrangementer meget bedre, og alting sidder pludselig langt længere inde under huden. Og man behøver ikke længere øve sammen, men kan hver især sætte pladen på og jamme derhjemme.
Diskant.dk: I er siden jeres dannelse i 2001 sandsynligvis blevet præsenteret med kommentaren om, at gennemsnitsalderen på scenen er umådeligt lav utallige gange.
Ser I selv jeres alder som en styrke eller en svaghed, ingen tvivl om, at den har været et vigtigt element i den hype, der har været og er omkring jer?
Mattias: Vi var trætte af, at alle snakkede om vores alder. Men pressen har jo brug for en god historie. Og det er vores alder åbenbart. Så vores alder har helt klart været en fordel i forhold til medierne. Det eneste, der har været træls, har været den fokus, der har været på vores skolegang. Det er vi virkeligt trætte af at snakke om efterhånden! Et er, at vi bruger så meget tid på det, når vi er i skole. Men når vi så ikke er i skole, vil folk snakke om skolen!
Ole: Vores alder er en styrke – set på den måde, at vi har langt igen. Men folk glemmer bare altid i den her del af de evindeligt ensformige spørgsmål, at vi, på trods af at være så unge, har langt mere erfaring end så mange andre danske bands. Og det er mest det, der har skabt fundamentet for hypen.
Diskant.dk: Hvorfra henter I erfaring og indhold til musik og tekster? Kort sagt, hvad har I med i bagagen at trække på?
Mattias: Min farfar på 86 år spurgte også på et tidspunkt, hvad jeg egentlig havde at skrive om, når jeg ikke har mere erfaring med livet? Men mine tekster er jo bare verden set igennem mine øjne.
Ole: Vi har også liv. Det er derfor, så mange unge kan forholde sig til det, vi laver. Vi udtrykker følelser, de lige såvel som os render rundt med. Frustrationen over det kedelige liv, den grå provinsby etc.
Diskant.dk: Udover alder adskiller I jer også ved at være et ualmindeligt stort band som fx Efterklang også er det. Kan I fortælle lidt om, hvordan det er at være så mange om at skabe noget sammen? Bliver I ofte uvenner, kræver samarbejdet professionalisme frem for venskab…?
Mattias: Ethvert intenst samarbejde kræver professionalisme. Men vi er stadig 7 bedste venner. Men selvfølgelig kommer der gnidninger en gang imellem – alt andet ville være unaturligt. Men vi er heldigvis gode til at snakke om det.
Ole: Det er vores største force, men samtidig sikkert også vores største svaghed. Force i den forstand, at der er så mange med forslag. Plus, at hvis man på tur bliver uvenner med én, er altid nogen, man kan finde fred hos. Det er til gengæld også en ulempe i den forstand, at der så mange, der skal være enige. Det giver til tider nogle lange processer.
Diskant.dk: Hvilket publikum er det, I skriver jeres musik til – og rammer I den gruppe eller er I overrasket over, hvem det er, der dukker op til jeres koncerter?
Mattias: Vi skriver ikke til nogen bestemt gruppe. Hvorfor skulle vi det? Men det er da klart, at mange jævnaldrende kan identificere sig med vores musik og tekster. En af vores allerstørste fans er dog 49 år – hun rammer selvfølgelig lidt over den gennemsnitsalder, en gennemsnitlig Dúné-fan har, men er samtidig et godt eksempel på, at vi rammer bredt, fordi vi er inspirerede af både ny og gammel musik. Yngre siger, at vi lyder som et nyt britisk band, ældre mennesker siger, vi lyder som Gang Of Four og Depeche Mode.
Ole: Vi skriver ikke vores musik til noget bestemt publikum. Men det er da klart, at det er sjovt at opleve en 50-årig stå og rocke med.
Diskant.dk: Medierne har ikke været sene til at understrege, at I er fra Skive som nu (desværre) opløste Superheroes. Er det bare tilfældigt eller kan Skive det der med at tilbyde unge musikalske talenter noget?
Mattias: Næææ. Det synes jeg ikke. Hvis der er noget, der blevet hypet lige så meget som os i hele det her mediecirkus, så må det sgu være Skive! Berettiget… Well. På nogle punkter ja: Når man ser, at ens storesbrors venner, ens trommelærer eller halvfætter pludselig kan udgive en cd og være staragtig, selvom han kommer fra Skive og bare er ganske normal. Ja. Så får man troen på, at man også selv kan gøre det.
Ole: Mere eller mindre. For det første er det altid vigtigt med forbilleder, og det har alle Skive-musikere haft i Superheroes. For det andet er det også vigtigt, at man ikke undervurderer det heldige faktum, at så mange talenter inden for så kort en tidsperiode har formået at udvikle sig til ’stjerner’. Det er heldigt og imponerende.
Diskant.dk: Og hvordan startede det hele egentlig?
Mattias: Ja, det er ikke mange, der ved, men egentlig startede det hele med, at en polsk talentspejder kom til Danmark med en polsk barnestjerne (Piotrek, red.) i 2001. Talentspejderen ville gerne starte et boyband og fik øje på os. Cille fik af en eller anden grund wildcard til det. Han fik en svensker til at skrive nogle numre til os – og ja, så er det lige så stille gået frem ad. Han havde desværre ikke råd til de store reklamekampagner, men det er gået meget godt alligevel.
Diskant.dk: Senest har også udlandet fået øjnene op for jeres talent og sammenligner jeres musik med bl.a. The Killers, The Strokes og Depeche Mode. Jeres sceneshow sættes i relation til Arctic Monkeys og Nirvana (i de sene år). Hvordan var jeres amerikanske debut på MUSEXPO tilbage i april?
Mattias: Det superfedt at spille i USA. Det er altid specielt at spille til sådan noget branche-hejs, da man føler sig lidt som et abe i bur, der skal sælges. Men det var fedt at være i L.A.!
Ole: Kanon. De var vilde med det – og vores pladeselskab melder også kun om god respons! Der skal vi forhåbentlig over igen.
Diskant.dk: Kan I nikke genkendende til sammenligningerne?
Mattias: Altså vi er da helt klart inspireret af både Depeache Mode, The Strokes, Nirvana og til dels The Killers. Men jeg fatter på ingen måde sammenligningen med Arctic Monkeys sceneshow. Jeg synes, de laver noget fed musik, men jeg så dem på Roskilde sidste år og gik efter 10 minutter. Hold kæft, hvor var det kedeligt!
Diskant.dk: Er det svært med forventninger fra fx. anmeldere – eller andre musik-kendinge, som sammenligner jer med de store kendte eller blot mener, at I har en fantastisk fremtid? Bliver I nogensinde bange for, at det blot bliver ved deres ord og aldrig bliver virkelighed?
Mattias: Vi har aldrig været i tvivl om, at det nok skulle lykkedes at få succes i en eller anden forstand. Hvor langt, vi når med det, må tiden vise. Men vi er klar til at blive ved med at arbejde lige så hårdt for det, som vi har gjort de sidste 6 år.
Ole: Personligt – ja. Det giver da til tider søvnløse nætter, at vi har så store drømme, som vi har. Det er ikke altid lige let at forstå og regne ud, hvordan man skal få det realiseret. Men – det er gået så godt indtil nu, og vi er ligeså stille ved at få bygget et rigtig fedt hold op omkring bandet med pladeselskab, distribution, booking og livecrew, som gør, at man virkelig tror på, at man kan få det hele realiseret. Men vi har også brugt fem-seks år på det. Og vi kommer sikkert til at bruge en syv-otte mere, før vi ikke gider mere. Vi laver det her for at have det sjovt.
Diskant.dk: Og så til sidste spørgsmål. Er der plads til et band som jer på den danske musikscene? – og hvordan vil I på nuværende tidspunkt beskrive netop den (altså den danske musikscene anno 2007)?
Mattias: Vi har da vist, at der er plads til os. Ellers kom der jo ikke så mange til vores koncerter. Overordnet er der mange spændende ting i gang på den danske musikscene, hvor en masse spændende musik vinder frem. Herhjemme har P3 helt sikkert en kæmpe del af æren. Det er helt unikt, at vi i Danmark har en så god landsdækkende radio, det har de f.eks. hverken i Tyskland eller USA.
Ole: Den danske musikscene er ligeså stille ved at blive mere bred. Navne som Hatesphere og bestemt Volbeat, drenge fra den lid hårdere gade, vinder også ind i populærkulturen, og populærkulturen er efterhånden ret bred og rummelig, hvilket er kanon. Det gør, at mere af undergrunden får blod på tanden. Så klart, der er masser af plads til os, desuden tilfører vi endelig noget energi til den tuderock og melankoli, der har hersket.