Mere afklaret Lampshade
Jeg har fulgt Lampshade siden tiden som upcoming-band i Odense. Jeg har altid fundet bandets søgende stil interessant og spændende, men jeg har aldrig rigtig fornemmet, at jeg har hørt et Lampshade, der stod hundrede procent inde for de resultater, de leverede. De har altid forsøgt at overbevise med stærke udtryk, men på Stop Pause Play fornemmer jeg for første gang, at bandet fylder deres udtryksfulde overflade med en massiv tilstedeværelse i det, der ligger bagved.
At det er de forskellige sideprojekter, som flere af bandmedlemmerne har tilladt sig i de seneste år, der har givet et stærkere fælles fodslag, er en oplagt mulighed, mens Nikolaj Nørlunds altid fremragende produktion og indflydelse også kan spille ind. Faktum er, at der stadig er en rastløs søgen i Lampshades univers, der stadig varierer mellem det højtsvævende og drømmende og det småstøjende og viltre.
”123 – Lalala – Take It Back” kombinerer det stærkt melodiske med den rastløse bund og Rebekka Marias udtryksfulde vokal, mens ”Silkesår” er en fremragende duet mellem Rebekka Maria og Teitur – på dansk. ”Den Støjende Tid” er en frisk nytænkning af Nikolaj Nørlunds Strunge-fortolkning fra Navnløs-klassikeren fra midt-90erne, og selvom det altid er vanskeligt at acceptere nytænkning af musik, men i grundreglen syntes var perfekt, så giver Rebekke Maria og resten af Lampshade nummeret en ny interessant lyd, som er ekstra sjov fordi Nørlund selv har siddet i producerstolen.
Stop Pause Play er blot et minialbum med seks numre, men det er numre, der tyder på, at Lampshade barsler med et endnu stærkere fuldlængde-album, når tiden kommer til deres tredje af slagsen.
