Broe’s solodebut holder niveauet
Han debuterede for blot et halvt års tid siden med bandet Ligusterlogik. Allerede nu er Rasmus Broe klar med sin solo-debut, som følger tråden fra Ligusterlogik op, men som dog viser Rasmus Broe fra en helt anden side. Melodisk og vokalmæssigt er man ikke i tvivl om, at der er tråde mellem Ligusterlogik og dette album – men udtrykket har fraveget det skæve smil til fordel for en lidt mere alvorlig rynke i panden.
Ikke dermed sagt, at Rasmus Broe har lavet en melankolsk og tungsindig plade, for der er masser af håb og liv i sangene, men i stedet for nutidig samfundssatire, så er valget faldet på at sætte musik til en række af arbejderdigteren Carl Scharnbergs digte. En stor opgave, som Rasmus Broe dog har løst fortræffeligt. Man har en fornemmelse af, at der bliver bygget bro mellem en lettere umoderne digtning og en ganske nutidig sangskrivning. Det giver samlet set et tidløst og langtidsholdbart indtryk.
Af og til er det afdæmpet og stærkt, når der opfordres til at menigmænd skal samle sig og udnytte den fælles styrke i stedet for blot at affinde sig med at gøre, hvad der bliver forventet og pålagt. Andre gange er det tæt på, at Rasmus Broe slår gnister og viser en mere kantet side af sin vokal, hvillket ”Hører du” er et eksempel på.
”Begyndelsen” er den fine indledning med ordene ”kun dér, hvor børn/kan føle sig trygge/gror det, de gamle/kaldte for lykke”, og således bringes man trygt afsted i lykkeland, der for mit vedkommende har sine højdepunkter på den eftertænksomme ”Portræt”, den energiske og heftige ”Kender du dette?”, den tankevækkende ”Angst” og det smukke afsluttende opråb ”Videre”: ”Vi,/ der bare er en dråbe i havet/ lad os være rede/til at blive den dråbe/ der får bægeret til at flyde over.”
Scharnbergs digte kunne blive en tand for gammeldags og alfaderlige i forhold til Rasmus Broes musikalske udtryk, men de bliver serveret på en måde, hvor indlevelsen gør dem så vedkommende, at de færreste vil kunne frasige sig at nikke genkendende til de ord, der flyder fra Scharnbergs pen gennem Broes strube. Og den musikalske spændvidde fra akustisk og følsom melankoli til elektriske guitarer og vred kant bidrager til at give den ekstra puls, der gør albummet til noget særligt.
Således har Rasmus Broe formået på et halvt år at levere en nymoderne samfundskritisk klassiker med Ligusterlogik – og iøvrigt samlet en knap så moderne lyrik op til tidløs forarbejdning med en betragtelig langtidsholdbarhed. Det er sjældent at høre en nykommer på musikscenen være så overbevisende i så forskellige retninger på så kort tid. Og så alligevel holde stærk tråd i sine personlige udtryk og musikalske holdepunkter fra album til album.
