Imponerende – men hvad skal man med det?
Andy Benz har begået et album af den slags, som er vanskelige at finde ord for. Den danske musiker har sammensat et helt album, hvor han angiveligt selv har indspillet hver eneste lyd – og hvor hver eneste lyd er frembragt på kontrabas!
Det lyder som et dødfødt koncept-projekt, men det mystiske er, at det faktisk er fængende og usædvanligt fint gennemført undervejs. Nok er det et noget mærkværdigt lyd-univers, man bliver mødt med på åbningsnummeret ”Kismet”, og flere gange undervejs har jeg svært ved at holde fokus på de lidt vel konstruerede tonesammensætninger. Men når Andy Benz lykkes med sine kompositioner og arrangementer, så er det intet mindre end fantastisk.
”Wamps Dance” er således hele albummets pris værd. Et sandt mesterværk, som imidlertid er svært at beskrive. Men det er vel mest af alt en art moderne klassisk musik med et fornemt gennemgående tema, der drejes i forskellige afkroge og suppleres på forskellig vis i lydbilledet.
Og i det hele taget er Andy Benz en svært beskrivelig herre, som er et sted mellem moderne klassisk musik og den mest moderne elektronik. Dog er elektronikken fraværende – og lydene i stedet skabt på organisk og gammeldags vis.
Det er noget ny-modens noget – med et gammelt og klassisk snit. Og det er absolut imponerende. Men kan man anbefale albummet generelt? Det er det nok for mærkværdigt og kunstfærdigt til, men giver ovenstående lyst til at høre, hvad der gemmer sig i Benz’ hemmelighedsfulde musikalske verden, så skylder man sig selv at tage en lytter.