00’ernes 30 bedste albums: #7
Allerede med debutalbummet Everything All The Time fra 2006 slog Band of Horses deres navn fast blandt musikkendere. Indierock med et twist af traditionelle amerikanske musikrødder i en fin, skrøbelig, sårbar og melankolsk stemning, men med strålende melodier der alligevel skabte en varm og intens lyd.
Året efter gjorde bandet klar til næste kapitel i karrieren, da Cease To Begin blev indspillet. Denne gang var frontmand Ben Bridwell mere alene om det sangskrivningsmæssige ansvar, idet Mat Brooke, der hidtil havde været den kreative sparringspartner, havde forladt bandet for at starte sit eget Grand Archives-projekt.
Band of Horses havde således tabt et vigtigt medlem, og selvom det havde stor indflydelse på Cease To Begin, så var det nok i højere grad tættere på Ben Bridwell, at inspirationerne til Cease To Begin skulle findes. Efter en periode med en masse sygdom og problemer i den nærmeste omgangskreds, kom Bed Bridwells skriverier i høj grad til at handle om smerte, tab, sorg og længsel, men også om hvordan man altid må knuge sig til håbet, som til en hver tid vil findes, og som til en hver tid kan være med til at gøre et sort kapitel til en ny begyndelse.
Cease To Begin gik sin sejrsgang overalt. Evnen til at skrive, arrangere og producere så både musik-snobberiet og overflade-lytteren spidsede ører var unikt hos Band of Horses. Det samme var evnen til at levere så både det ungsindede og melankolifikserede indiepublikum fik susen for hjertet, mens den mere traditionelt tænkende amerikaner kunne konstatere at lapsteel og den gode gamle country-feeling sagtens kan begå sig i nutidens moderne rockmusik. Og evnen til at skrive og synge så indtrængende og intimt, at det balancerer millimeterpræcist mellem den ustoppelige gråd og tristhed på den ene side – og på den anden side evnen til at skimte det lille men livsafgørende og vitale lys for den anden ende af tunellen.
Cease To Begin fik samme overstrømmende modtagelse som Everything All The Time. Men Band Of Horses fik en langt bredere skare af fans og musikelskere til at investere i deres nye værk, og pludselig rørte bandet også på sig i hitlitesammenhæng. ”Is There A Ghost”, som er blandt albummets mest skarpe og guitarprægede numre, var førstesingle og fik radioairplay selv på kommercielle danske radiostationer, der ellers ikke skal have udpræget ros for at give deres lyttere et ret bredt indblik i den mere udfrordrende del af musikkens verden.
”No One’s Gonna Love You” blev det helt store hit, og igen på en måde, hvor Ben Bridwell og resten af bandet formåede at kombinere det lettilgængelige og poppede præg med en underliggende fortvivlet, melankolsk men dog håbefuld rastløshed. Melodierne på resten af albummet holdt højt nok niveau til, at hvad enten pladekøbere drømte om et album, der levede op til ”No One’s Gonna Love You”’s melodiøse åbenhed, eller om de ønskede sig kant og skarphed som på ”Is There A Ghost” og debutalbummet, så kunne man næsten ikke skuffes.
”Ode to LRC” har kanten og melodien på samme tid, mens ”Cigarettes, Wedding Bands” er melodisk stærkt vanedannende, men samtidig med en sylespids guitarlyd og en indtrængende stærk vokal. ”Window Blues” er intim, varm og fantastisk med sin lapsteel og melankoli, mens ”The General Specific” er amerikanske musiktraditioner i et mere tempofuldt og moderniseret udtryk. Tempoet er skruet endnu højere op på den guitarbårne ”Islands On The Coast”, mens vi er tæt på smertegrænsen på de usigeligt smukke ”Detlef Schrempf” og ”Marry Song”.
Succesen med Cease To Begin blev enorm, og Band of Horses er først i skrivende stund ved at køre tredje album i stilling. Der er enorme præstationer at leve op til, og der er enorme forventninger at indfri. Cease To Begin var således et af de få indierock-albums, der formåede at sammensmelte et musikpublikum med vidt forskellige grund-referencer, for som helhed trak albummet på så mange inspirationer og traditioner, at alle havde noget at genkende sig i. Det gjorde Band of Horses til et af de få indiebands, der ramte den helt brede flok af musikelskere, og som uden at gå på kompromis slog hul igennem til de kommercielle radioer og markeder.
Næste album skal således afsløre, om det enorme gennembrud har givet bandet for mange hensyn at tage, eller om kompromisløsheden og integriteten stadig er i top, så Band of Horses kan levere endnu en skyskraber af et jordnært album, der er spritmoderne på den traditionelle facon, og som formidler kolde, triste tanker i en varm håbefuld kontekst.
