00’ernes 30 bedste albums: #3
Da ironien forsvandt, blev der plads til noget til en lille smule original inderlighed. En svær disciplin, som canadiske Arcade Fire mestrede som få på debuten Funeral fra 2004. Et album der beviste, at der stadig er plads til rockmusik i det store format. Til trods for den triste grundtone på et melankolsk album om savn, var der pludselig masser af håb at hente med Funeral.
Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.
Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.
Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.
Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.
Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”
Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.
Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet. Efter Arcade Fire var igen håb.
