00’ernes 30 bedste albums: #2
Den irske sanger Damien Rice debuterede i 2002. I hjemlandet blev hans debutalbum modtaget med store roser fra anmelderne, der så en ny stor stjerne i den 29-årige sanger og musiker. Rice startede ellers karrieren i bandet Juniper, der aldrig blev til noget på grund af kontroverser med et pladeselskab, og i stedet tog han altså fat på en solokarriere efter en længere tur rundt på de europæiske landeveje.
I 2001 udkom singlen ”The Blowers Daughter”, som straks blev en succes. Året efter fulgte hele albummet o, der på samme vis triumferede på de britiske øer, hvor albummet blev beskrevet som et album, der gjorde den ensomme landevej mindre ensom, solskinsdagen en smule varmere og livet lidt mere poetisk. I Danmark var albummet mere end et år undervejs, inden det begyndte at røre på sig. Anmeldelserne stod ikke mål med roserne fra de britiske øer – f.eks. skrev Gaffa ”en ulideligt sødladen og patetisk sanger, eller en ny stor kunstner? Mesterværk eller makværk? Døm selv” – og gav albummet to stjerner.
Måske er o bare et album, der er næsten umuligt at give en umiddelbar anmeldelse. Og det er i bund og grund årsagen til, at der er tale om et sandt mesterværk. Albummet arbejder på så mange forskellige niveauer samtidigt, at lytteren enten mister et hvert begreb om sin omverden – eller må lukke af for de mange indtryk og kun opleve den minimale overflade, der findes i Damien Rice’s musik.
Fra de næsten uhørlige guitar-strofer til enorme opera-kor. Fra de små fintfølende, hviskende poetiske ord til de buldrende, skæve og voldsomme energiudladninger. Fra de stort oppustede arrangementer til den yndefulde Lisa Hannigan, der assisterer med store dele yderst smuk vokal.
Albummet åbner med den spinkle, smukke ”Delicate”, mens der kommer lidt mere kant og tempo på ”Volcano”, mens ”The Blowers Daughter” er den store sang, der rejser sig fra det helt tyste til det ekstremt udtryksfulde. ”Cannonball” er den slags kommercielle hit, som selv de mere musik-snobbede radiolyttere ikke kan undlade at holde af, og her er der tale om en popsang med dybde, som vel i allerhøjeste grad har finansieret Damien Rice’s videre karriere. Ikke desto mindre passer den smukt ind på hele albummet, der ellers ikke rummer store mængder hitpotentiale.
”Amie” er den fine fortælling, der kan forstås på adskillige planer – en flot sang og komposition, hvor Damien Rice atter viser sit format som vokalist, mens der på ”Cheers Darling” for alvor åbnes op for noget af det, der hidtil ikke har været plads til. Skævheder, tomme flasker, skurrende disonnanser og vred energi. ”Cold Water” er en ultrasmuk duet mellem Rice og Hannigan, mens ”Eskimo” er den voldsomme afslutter, der ender i et operaorgie, der kan være på kanten til at blive for overdrevet. Omvendt understøtter det også albummets opbygning fra det minimale til det storladne – samme opbygning som flere af enkeltsangene også er skåret efter, uden at man fornemmer at arrangementerne er for ensartede. Albummet ender med et par hidden tracks, som er ganske underholdende, og som giver et alvors-glimt i et humørfyldt øje. Særligt Hannigans acapella-udgave af en omskreven ”Silent Night” er et grundigt lyt værd.
o blev en forrygende debut fra Damien Rice, der var længe undervejs med opfølgeren 9. Man kunne have frygtet, at den kommercielle succes med ”Cannonball” havde drejet den irske sanger mod lette penge, men det var ikke tilfældet. 9 var mindre kommercielt og mere varieret i sit udtryk, samtidig med at flere guitarer var skiftet ud med klaverer, og Damien Rice havde således opbygget en ny sound om sine poetiske tekster og følelsesladede sange.
Nu er det mere end tre år siden, at verden senest har hørt fra Damien Rice. o rejser stadig store forventninger til kunstneren, og der hersker efterhånden en vis spænding omkring ham, i forhold til hvilken retning han giver sine kommende værker.
o var placeret det unikke sted mellem kommercielt tilgængeligt og kunstnerisk overbevisende, som er så vanskelig at finde. En balance, der næppe kan findes, hvis man søger den, men som Rice formåede at skabe i det ubevidste. Og det medvirker til at gøre o til et album med en sjælden lyd, en sjælden mangfoldighed og en sjælden kvalitet, der hører til blandt de allerbedste i det seneste årti.